Et smut fra Aalborg: 43 millioner kroner for villa med tennisbane, pool og vinkælder

Grunden er 13,5 gange så stor som Kildeparken

29. juli 2023 kl. 06.04

STØVRING: Et stenkast syd for Aalborg, nær den lille by Hæsum ved Støvring, ligger en ganske særlig bolig, som netop er kommet på markedet.

Faktisk er den rykket direkte ind på førstepladsen på listen over dyreste boliger til salg i Nordjylland lige nu.

 Hæsumvej 95 står nemlig til den nette sum af 43.000.000 danske kroner. Det er ejendomsmæglerfirmaet Evald Borup I/S, der står for salget af ejendommen.

Luksus fra kælder til kvist

Asgaard, som sælger har døbt huset, er en eksklusiv liebhaverbolig på knap 1600 kvadratmeter. Til grunden hører samlet set 87,5 hektar jord, hvilket svarer til Kildeparkens samlede areal cirka 13,5 gange.

Og der er bestemt ikke sparet på noget på den trelængede ejendom: egen tennisbane, træningslokale, indendørs swimmingpool, en sauna med stjernehimmeleffekt, stor New Yorker-pejs i køkkenet, en stor vinkælder, walk-in closet (også på gæsteværelset), to dobbeltgarager, en solcellepark, et springvand, en sø og i øvrigt en del landbrugsjord og skovarealer.

Sikkerheden i top

Med så imponerende en liste af kvaliteter, er boligens sikkerhed naturligvis helt i top; fingeraftryksscannere ved alle indgange, master bedroom udstyret med en 10 centimeter pansret dør samt skudsikkert glas i vinduerne til alle husets soveværelser.

Faktisk er Asgaard blandt de 25 bedst sikrede private hjem i verden, ifølge Birgitte Rolsted, mægler ved ejendomsmæglerfirmaet Evald/Borup I/S, som står for salget af ejendommen.

Se billederne af Asgaard her:

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste