Billede beskrivelse

En af Gadens ældste beværtninger får ny forpagter

- Jeg kan godt lide tanken om, at der er tid til at snakke med gæsterne, uanset om de kommer for at drikke ti øl eller en kop kaffe, lyder det

22. august 2023 kl. 16.20
Opdateret 23. august 2023 kl. 09.15

Han har selv haft en fortid på baren som medarbejder, men fra den 1. september overtager han driften.

Der er tale om Daniel Lehmann, som overtager Giraffen på Jomfru Ane Gade 12. Han er i forvejen medejer af natklubben Rocken.

- Jeg har været på udkig efter Giraffen i nogle år. Placeringen er rigtig god, og der er en lille terrasse, hvor man får eftermiddagssolen. Derudover er lokalerne Gadens mindste og virkelig hyggelige, fortæller Daniel Lehmann.

Overtagelsen af baren medfører en række ændringer, både små og store. Man kan blandt andet se frem til et fast tema, hvor det er muligt at rafle om prisen på den første øl.

- Man har fem terninger, og alt efter, hvad man slår, kan øllen koste fra fem til 30 kroner. Og jeg vil gå så langt at sige, at hvis du slår fem 1’ere, får du øllen gratis, siger han.

Billede beskrivelse

Fokus på den brune stemning

Daniel Lehmann har et ønske om at lægge personlighed i baren, og derfor vil teamet på Giraffen bestå af fire bartendere, inklusive ham selv, og en fast dørmand.

- Det skal være sådan, at gæsterne kender bartenderne, når de besøger os, siger han og tilføjer, at han vil bringe den brune værtshusstemning tilbage i Jomfru Ane Gade.

Derfor har han valgt at holde åbent fem gange om ugen og åbne op for gæsterne i eftermiddagstimerne.

Billede beskrivelse

Fra tirsdag til torsdag åbner Giraffen klokken 15.00, og hver fredag og lørdag slår baren allerede dørene op klokken 12.00.

- Jeg kan godt lide tanken om, at der er tid til at snakke med gæsterne, uanset om de kommer for at drikke ti øl eller en kop kaffe. Det skal være et sted, hvor folk kommer efter arbejde, fordi de alligevel er inde i byen og har lidt tid, inden bussen kører.

Flere visioner for fremtiden

Udover lokalernes gode placering og hyggelige udtryk ser Daniel Lehmann også nogle gode muligheder i forhold til indretning.

For at bidrage til, at gæsterne kan være mere sociale, har han planer om at fjerne båsene i lokalerne. 

Men de planer, han har i forhold til ombygninger og ændringer, bliver implementeret løbende.

- Jeg overtager og åbner Giraffen med de lokaler, den har nu, blandt andet fordi det ikke giver mening for mig at have lukkedage, mens der er studiestart.

Samtidig er det også planen af holde en åbningsfest, men først når støvet har lagt sig, fortæller han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste