DMI advarer om voldsomt vejr i hele landsdelen
De sidste par uger har vi i den grad været forkælet med perfekt sommervejr med god varme, høj sol og skyfri himmel.
Nu tager vejret dog en drejning. DMI har udsendt et varsel om voldsomt vejr for i morgen. Vejrinstituttet advarer om kraftig regn og lokale skybrud i hele Nordjylland og store dele af resten af landet.
Regnvejr sniger sig ind sydfra allerede fra sidst på natten og tidlig tirsdag morgen. Her vil det bevæge sig op over resten af landet. Ifølge DMI skal vi formentlig ud på aftenen, før regnvejret stopper i Nordjylland.
Især i den østlige del af Jylland kan der falde mellem 25 og 35 millimeter regn på seks timer. Derudover er der risiko for lokale skybrud. Det vil sige, at der falder mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.