Billede beskrivelse

Disse fire råd holder tyvene for døren i påsken

28. marts 2024 kl. 06.01

Påskeferien står for døren, og mens du overvejer om din mentale genopladning indebærer chokoladeæg og påskebryg uden for hjemmets fire vægge, har Nordjyllands Politi delt deres skarpeste tricks til at holde langfingrede gæster ude.

Inddrag dine naboer

Hvis du planlægger en tur til en eksotisk strand i det fjerne eller måske bare i sommerhuset et par kommuner væk, så er det tid til at inddrage dine naboer i operation "Sikker hybel". 

Fortæl dem at du tager på ferie. Det er ikke blot en invitation til sladder over hækken, men en strategisk alliance.

Måske kan du få naboen til at tømme din reklamefyldte postkasse, eller parkere sin bil i din indkørsel. Det er småting, der kan få det til at syne af liv og røre på din matrikel.

OBS: Det kan være en god idé at huske en lille takkegave for deres gode gerning.

Billede beskrivelse

Frist ikke tyvene

I forhold til det næste råd skal du tænke lidt som var du en asketisk munk eller nonne på kloster.

Fjern alle synlige værdier, og lad indbrudstyvene se, at der ikke er noget materialistisk at komme efter.

Sagt på en anden måde skal du altså gøre det modsatte af, hvad en influencer på Instagram ville gøre. 

Brug teknologi

Tredje råd er en gammel kending, men det virker: Sæt timere og sensorer på dine lamper.

Timerstyret indendørslys får det til at se ud, som om du er hjemme, selvom du faktisk nyder livet andetsteds. Og med sensorstyret udendørslys kan du gøre dine udearealer til en regulær teaterscene med spotlight, klar til at give tyvene hovedrollen i et tragikomisk komediestykke.

Billede beskrivelse

Drop ekstranøglen under måtten

Fjerde og sidste råd er for manges vedkommende en "no-brainer". Men der er stadig folk derude, som bruger "nøglen under måtten"-tricket til at gemme ekstranøglen.

Problemet er bare, at det svarer til at lege "Find Holger", hvor nøglen er Holger og alle ved, hvor han er. Så til de af jer, der bruger det trick, er det på tide med en ny strategi.

Dog er det ikke nok bare at finde et nyt gemmested på matriklen. For hvis du kan tænke dig til det, kan indbrudstyvene højst sandsynligt også. 

I stedet bør din strategi være mere i tråd med artiklens første råd: Allier dig med naboer, venner eller familie.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste