Denne dag åbner julemarkedet på Gammeltorv
Du kan glæde dig til flere nyheder blandt boderne
AALBORG: Så er der godt nyt til dig, der bare må besøge julemarkedet på Gammeltorv, for Aalborg City har netop afsløret, at det åbner fredag 18. november klokken 12.
Sidste år blev en del af markedet flyttet til det nyrenoverede Nytorv, men i år er det tilbage på sin vante plads.
- Vi synes, at det er mere hyggeligt og fungerer bedre på den her måde, siger eventkoordinator Cecilie Haversen.
Det spiller også ind på beslutningen, at der ikke længere er et testcenter på Gammeltorv.
- Det betyder, at der igen er plads til børnekarrusellen, siger hun og fortæller, at du som altid også kan glæde dig til juletog og pariserhjul.
- Og så har vi fem nyheder blandt boderne i år, og det fortæller vi mere om, når vi kommer tættere på jul.
Blandt gengangerne er naturligvis også den berømte hotdog på en halv meter, som Grillhytten står bag.
I det hele taget kan du se frem til et julemarked meget lig det, vi kender fra tidligere år. Aalborg City fortæller, at det bliver med masser af hygge og stemning - og lys, da man har sikret sig energibesparende LED-pærer.
Julemarkedet er åbent til og med 23. december klokken 19.