Bytteboksene forlænges efter sommerens succes
Hen over sommeren har den populære Bytteboks været at finde på genbrugspladserne i Nibe og Hou, og derfor har affaldsselskabet Nordværk besluttet at forlænge Bytteboksenes ophold med to uger.
Bytteboksene har i perioden været så velbesøgte, at Nordværk forlænger tiltaget på de to genbrugspladser med to uger frem til og med tirsdag den 13. august.
Det skriver Nordværk i en pressemeddelelse.
- Boksene har på begge genbrugspladser været yderst velbesøgte i sommerugerne. Herudover har de besøgende været flinke til at holde orden i boksene, så der har også været meget lidt oprydning forbundet med tiltaget. Det har i det hele taget været en rigtig positiv oplevelse, lyder det fra fagansvarlig på Nordværks genbrugspladser i Aalborg Kommune, John Ebdrup Kyneb.
Nordværks Byttebokse er et velkendt koncept i blandt andet Aalborg, hvor byens tre Byttebokse havde cirka 25.000 besøgende sidste år.
I Bytteboksene kan du stille de ting, du ikke længere bruger og kvit og frit tage noget andet med hjem fra hylderne.
Boksen modtager ikke ting som er gået i stykker eller større genstande som eksempelvis sofaer og spiseborde.