Busser overtager central gade: Der sættes en prop i for biler
Der skal spærres for gennemkørsel, ligesom en del af strækningen bliver ensrettet
Hver dag kører tusindvis af biler på den centrale strækning i Aalborg, men i fremtiden må bilerne finde ny veje, for nu skal vejen omdannes til en busgade med meget begrænset biltrafik.
Det skal ske ved at spærre for gennemkørsel for biltrafik og ved at ensrette trafikken på en delstrækning. Det er Østerbro, der nu skal under kniven, og baggrunden er, at busserne simpelthen har svært ved at komme frem.
Forsinket af biltrafik
- Østerbro har længe været anset for fremkommelighedsmæssigt at være et dårligt sted for busserne, hvor man bliver forsinket af biltrafik og svingende biler og i øvrigt af hele den måde, som Østerbro er indrettet på, så der sker en kraftig forsinkelse af busserne, siger klima- og miljørådmand Per Clausen (EL).
Klima- og miljøudvalget har på det seneste møde givet grønt lys til projektet, der bl.a. indebærer en ensretning mellem Østre Havnegade og Skibsbyggerivej, så man ikke længere i bil kan dreje ind ad Skibsbyggeri og køre mod vest.
Fysiske virkemidler
Desuden "etableres fysiske virkemidler til at understøtte forbuddet mod gennemkørsel. Ifølge forvaltningen kunne det "være en bussluse med skiltning eller en egentlig busgrav", men ifølge rådmanden vælger man en bussluse. Der ændres også på p-pladserne, så parkeringen placeres i samme side som ensretningen.