Brudekjolebutik rykker til ny lokation på grund af pladsmangel
De nye lokaler på Vesterbro er især effektive til opbevaringen af brudekjoler
AALBORG: Fra 1. august er Gravensgade ikke længere der, man kan stå og beundre Recaplaza Couture’s brudekjoler.
På grund af pladsmangel har butiksejer Helen Recaplaza valgt at flytte butikken til Vesterbro.
- Siden min første dag i butikken på Gravensgade har plads været et problem. Jeg tænkte, at jeg ville prøve at holde det småt, men jeg kan ikke lade være med at lave kjoler, griner hun.
Smartere opsætning
Lokalerne på Vesterbro 15 er større, men det er i lige så høj grad lokalernes muligheder, som Helen Recaplaza ser frem til at tage i brug.
I butikken på Gravensgade hænger kjolerne på bøjler i butikken og er derfor ikke beskyttet. Men det er snart slut.
- I de nye lokaler er der små kælderrum, hvor jeg kan opbevare mine kjoler. Det er meningen, at det kun er bruden og mig, der kan gå derned og kigge på kjolerne.
Derudover kan de frithængende kjoler være en distraktion, når brudene skal tage det store valg.
- Det kan være svært for brudens familie og venner at holde afstand til en smuk kjole. De kan ikke lade være med at kigge på kjolerne og komme med forslag til, hvilken en hun skal prøve, forklarer Helen Recaplaza.
Nye varer i biksen
Derfor er det kun omklædningsrum, sko og accessoires samt display, som er ovenpå i de nye lokaler, hvilket giver plads til andet i butikken.
- Jeg får mere plads til sko og accessoires, hvilket jeg kan mærke, at brudene efterspørger meget. Og så begynder jeg også at have undertøj og souvenirs, for eksempel vinglas med navne.
Allerede nu bliver Helen Recaplaza helt glad ved tanken om, at butikken snart flytter.
- Jeg glæder mig helt vildt meget og vil gerne flytte allerede nu. Men jeg skal jo lige vente lidt, griner hun.