Billede beskrivelse

Brand i hytte med eftertragtet beliggenhed

Nordjyllands Politi er i øjeblikket ved at undersøge, om der er tale om ildspåsættelse

13. juli 2023 kl. 16.18
Opdateret kl. 16.39

Den røde hytte, der har ligget midt i Søheltens Have i Aalborgs Vestby i en menneskealder, er så skadet af brand, at det er tvivlsomt, hvornår den bliver brugbar igen.

Det er i hvert fald det umiddelbare indtryk efter der natten til tirsdag var brand i bygningen, der tidligere er blevet brugt af Det Danske Spejderkorps.

I dag giver den dog husly til flere ungdoms partiorganisationer - blandt andre Liberal Alliances Ungdom, DFU og Alternativets Ungdom, og forperson for sidstnævnte, Mikkel Larsson, er lidt bekymret for, hvilke konsekvenser branden får.

- Det er jo ingen hemmelighed, at der ikke er særligt mange steder, man fast kan mødes eller have klubhus her i kommunen. Og finanserne er også lidt pressede, selvom de kommunale medarbejdere på kulturområdet gør, hvad de kan for at puslespiller til at gå op, siger han.

Af samme grund krydser Mikkel og de øvrige ungdomspolitikere naturligvis også fingre for, at hytten kan fikses, så den bliver brugbar igen.

- Hytten er jo opdelt i to. En til Liberal Alliances Ungdom og en til DFU, og så har vi lejet os lidt ind. Men på sigt har vi da snakket lidt om, at vi skal finde noget andet sammen med Moderaternes unge, forklarer han.

Ifølge fritids- og landdistriktschef i Aalborg Kommune, Erik Kristensen, er håbet dog stadig, at hytten kan reddes.

- Vi er i fuld gang med at reetablere den, for den har jo en beliggenhed, som mange sætter pris på, og derfor er der også mange foreninger, der gerne vil bruge den, forklarer han.

Der har tidligere været problemer med ballademagere, der hænger ud ved hytten, og derfor spekulerer flere på, om branden er påsat. Især fordi der på det seneste også er blevet sat ild til den populære bytteboks, som Aalborg Forsyning havde sat op på pladsen foran Haraldslund.

Nordjyllands Politi er i øjeblikket i gang med brandtekniske undersøgelser, og kan derfor ikke konkludere noget endnu.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste