Billede beskrivelse

Bliver bestormet: Vi søger råd om gæld og økonomi

Stigende forbrugerpriser får flere til at bede om hjælp hos gældsrådgivning i Aalborg

01. november 2022 kl. 19.02

AALBORG: Vi har hørt det til hudløshed de seneste måneder. Priserne på alt fra mælk til strøm, varme og benzin stiger, og inflationen sætter ny rekord hver måned.

Og mens det for nogle er irriterende og måske betyder færre bøffer og en aflyst ferie, så er situationen for andre så alvorlig, at de stigende priser kan sende dem ud i dyb gæld og værste fald betyde, de bliver sat ud af deres hjem.

- Vi kan virkelig mærke, at mange er pressede, og vi bliver rendt over ende af mennesker, der spørger om hjælp, siger Tina Thygesen, der projektkonsulent i Forbrugerrådet Tænks Økonomi- og Gældsrådgivning

Forbrugerrådet Tænk tilbyder gratis økonomi- og gældsrådgivning online, på mail, telefon og ved personligt fremmøde, hvis man har lav indkomst, lavt rådighedsbeløb og stor gæld. Her i Aalborg har rådgivningscentret åbent ugentligt på Hovedbiblioteket i Rendsburggade.

Billede beskrivelse

Husleje eller mad

Og muligheden for at vende sin trængte økonomi med en rådgiver, vil rigtig mange altså gerne benytte sig af.

- Vi kan over hele landet se en stigning i interessen for at få hjælp. Når man i forvejen har et meget lille rådighedsbeløb, er man ekstra sårbar overfor de prisstigninger, som vi alle er ramt af, siger Tina Thygesen, som ikke tøver med at kalde situationen svær. 

For nogle endda så svær, at de risikerer at stå i en situation, hvor de oplever, de er tvunget til at vælge mellem at betale f.eks. husleje og at få mad på bordet.

- Generelt vil vi altid prioritere at holde tag over hovedet, altså betale huslejen og de øvrige boligudgifter, for mister du først din bolig, så opstår der nye problemer. Heldigvis er der forskellige tilbud om hjælp, også til at få mad, i den trængte situation, forklarer hun og tilføjer: 

- Vi forsøger at hjælpe alle, der har brug for det, med at skabe overblik over deres økonomi. Vi hjælper borgerne med at gennemgå deres økonomi med en tættekam for at finde alle løsningsmuligheder. 

Mangler rådgivere

Forbrugerrådet Tænks Økonomi- og Gældsrådgivning i Aalborg er som de øvrige steder i landet baseret på hjælp fra frivillige. Rådgiverne er typisk jurister, økonomer eller har en social faglig baggrund. De skal hver være villige til at give fire ugentlige timer af deres tid for at hjælpe andre.

Og med et stigende behov for rådgivning, vokser behovet for frivillige også.

- Vi har brug for flere gode hovedet og hænger. Hvis vi har flere rådgivere, vil vi også kunne hjælpe flere med at få overblik over deres situation, siger Tina Thygesen og opfordrer alle, der har den rette baggrund til at melde sig.

Forbrugerrådet Tænks økonomi- og gældsrådgivning har 120 frivillige rådgivere og koordinatorer landet over.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste