Asfaltarbejde begynder i dag: Flere veje bliver spærret
Det forventes, at arbejdet varer nogle uger, og det påvirker også den kollektive trafik - her er planen
AALBORG: Så er det igen blevet tid til trafikinfo, for de kommende uger kommer et asfaltarbejde til at sætte sit præg på området omkring John F. Kennedys Plads, og det betyder blandt andet, at veje bliver spærret i perioder.
Aalborg Kommune skriver på Facebook, at "tirsdag 2. maj går arbejdet i gang med at lægge det sidste lag asfalt på Jyllandsgade (imellem John F. Kennedys Plads og krydset ved Dag Hammarskjölds Gade) samt busvejen på John F. Kennedy Plads.
Vi forventer, at arbejdet tager ca. to uger.
Gennemkørsel i Jyllandsgade er ikke muligt i perioden, ligesom tilstødende veje spærres ud mod Jyllandsgade"
Arbejdet afvikles efter følgende plan, men vejret og især nedbør kan dog betyder ændringer:
2. maj – 15. maj
Asfaltslidlag og SFB/betonbelægning på strækningen imellem John F. Kennedys Plads og krydset ved Dag Hammarskjölds Gade inklusiv busvejen over John F. Kennedys Plads.
Arbejdet udføres som totalspærring af Jyllandsgade mellem Kennedy Arkaden og Dag Hammarskjölds Gade samt busvejen over John F. Kennedys Plads med mulighed for omkørsel.
Gennemkørsel i Jyllandsgade er ikke muligt i perioden, såvel som sidegader spærres ud mod Jyllandsgade i perioden. Der opretholdes adgang til Kennedy Arkaden mellem Kennedy Arkaden og Banegården.
13. maj – 14. maj
Asfaltslidlag i Dag Hammarskjölds Gade krydset samt sydsiden af krydset mellem Banegården og Kennedy Arkaden. Arbejdet udføres udenfor almindelig arbejdstid, som aften- og natarbejde og totalspærring med mulighed for omkørsel.
Den kollektive trafik vil i perioden blive omlagt til alternative ruter, det kan du læse mere om her på NT's hjemmeside