Afdæmpet nordjyde vinder stor Lotto-gevinst
En mand fra Nordjylland må siges at have skudt papegøjen, da han for nyligt ramte alle syv rigtige i Lotto. Det gav ham en skattefri gevinst på 8 millioner kroner, men det vilde beløb kunne ikke ligefrem få ham til at juble vildt og uhæmmet.
– Jeg troede, jeg ville hyle og skrige og købe dit og dat. Men det har været helt nede på det lave blus, siger manden fra Nordjylland.
Helt i tråd med den afdæmpede reaktion, var det første han gjorde med pengene også stille og roligt.
– Jeg hader at skylde penge væk, så jeg betalte mit lån ud. Det var det første. Derudover så synes jeg selv, at jeg har taget det stille og roligt, siger manden.
Han planlægger også at bruge lidt penge på at rejse sammen med sin kæreste og med børnene. Dog er der ikke noget fast i kalenderen endnu.
Forsøde livet og hjælpe andre
Den nyklækkede millionær vil bruge pengene på at tage sig nogle friheder og forsøde hverdagen. Derudover er det også vigtigt for ham at gøre noget for andre.
– Jeg skal vel også have forsødet livet lidt mere i hverdagen. Og ellers skal pengene bare lade mig tage mig nogle friheder, og det betyder meget, siger manden.
Han fortsætter:
– Gevinsten betyder også, at jeg kan give noget til nogen af dem, jeg holder af og elsker for at hjælpe dem lidt på vej, siger han
Vandt sidegevinst et par dage efter
I et utroligt tilfælde af held og lykke vandt manden ikke kun de 8 millioner kroner i Lotto. Han ramte også plet med en sidegevinst på Vikinglotto få dage senere.
Det gav ham lige 3.000 kroner ekstra på kistebunden.