Aalborgensisk boheme-brand laver julepynt af tøjrester
Det aalborgensiske og internationalt anerkendte modebrand Sissel Edelbo er især elsket for sine mønstrede kjoler, blonde-bluser med sløjfer og håndlavede quilt-jakker.
Alt sammen upcyclet fra vintage-stof ud fra en vision om at skabe et modebrand bygget på rene bæredygtige værdier. Det betyder også, at ikke to af de mønstrede styles lavet af vintage sarier fra Indien, håndbroderede tæpper og andre genanvendte materialer er ens.
Det samme gør sig gældende for den helt nye julekollektion, som Sissel Edelbo netop har lanceret. På brandets Instagram-profil kan man læse:
- Vores julekollektion er håndlavet med kærlighed af restmaterialer fra vores tøjproduktion, hvilket sikrer, at hvert stykke er unikt. Det giver et magisk, festligt touch til dit bord eller din boligindretning i julen.
Her er stoflys, perlebesatte ornamenter, store sløjfer, slikstokke, julesokker og meget mere udformet i rester fra brandets egen systue. Resultatet er unikt og anderledes julepynt med boheme-look, som lige nu kan findes på Sissel Edelbos hjemmeside.
Verdensomspændende mode fra Aalborg
Jeanne Sissel Thomsen er stifter og ejer af modebrandet Sissel Edelbo, som hun stiftede med gymnasieveninden Christina Edelbo i 2004. Siden da har forretningen taget fart.
Virksomheden, som er anonymt placeret i et industrikvarter på Lyngvej i Aalborg, sender hvert år tusindvis af unikke modeprodukter til alt fra Australien og USA til Bahamas og Fyn.