Aalborgenserne er vilde med Oslo: Nu kommer der endnu flere direkte fly
Den første direkte rute mellem Aalborg og Oslo åbnede i marts 2017. Sidenhen er den norske hovedstad blevet en af de mest populære destinationer fra Aalborg Lufthavn med 5-6 ugentlige afgange - og efterspørgslen er fortsat stigende år for år.
Derfor skruer SAS nu markant op for trafikken mellem Aalborg og Oslo. Fra april 2024 sætter de nemlig ekstra kapacitet ind på den direkte rute for at følge med interessen. Der vil blive op til 2 daglige afgange til Oslo med en tidlig formiddagsafgang og en eftermiddagsafgang.
Godt nyt til erhvervsrejsende
Øgningen kommer især de erhvervsrejsende til gode, der får bedre rejsemuligheder til og fra Oslo samt videreforbindelser til blandt andet Bergen, Trondheim og Stavanger.
- De øgede frekvenser på Aalborg-Oslo ruten vil i høj grad styrke fleksibiliteten i det nordjyske erhvervsliv, der langt nemmere kan rejse til Oslo og andre byer i Norge direkte fra Aalborg, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.
Der er blandt andet mange nordjyske sygeplejersker, pædagoger og tømrere, der tager til Norge for at arbejde hver uge.
Lige i tide til sommerferien
Det bliver en Embraer E195 fly med plads til 114 passagerer, der sættes ind til de nye afgange til april. Det betyder en kapacitetsøgning på hele 81 procent for hele sommerprogrammet.
Det er lige i tide til hyggelige weekendture til foråret og til sommerplanerne, hvor mange både danskere og nordmænd gerne flyver over Skagerak for at holde ferie.
– Både danske og norske turister benytter ruten flittigt. De norske turister repræsenterer jo et stort marked for Nordjylland. Med øget tilgængelighed og kapacitet, forventer vi at tiltrække en større gruppe af danske fritidsrejsende, der kan tage på ferie eller en forlænget weekend i den norske hovedstad, siger Niels Hemmingsen.