Aalborg.nu anmelder: Premiere på Askepot - The Musical
Til maj kan AKKC præsentere den spritnye opsætning af et kendt og elsket eventyr, når Askepot - The Musical kommer til Aalborg.
Derfor inviterede de Aalborg.nu med til premieren i Tivolis Koncertsal i København, så vi nu har mulighed for at fortælle aalborgenserne lidt om, hvad der venter, hvis man køber billetter.
Det kan nemlig godt være, man lige skal bruge en heads up på, hvad denne forestilling egentlig er for noget, før man sætter sig til rette i salen...
Der er nemlig tale om en nyfortolkning af det gamle eventyr. Hvis du går ind med forventninger om syngende skrædder-mus, en nuttet bedstemor-fe og en prinsesse, der sukker efter en prins, som ikke helt kan huske, hvordan hun ser ud uden sin magiske balkjole, så bliver du måske skuffet. Vi skulle i hvert fald lige indstille os på den nye og ukendte historie.
Det du til gengæld godt kan forvente er hit efter hit særligt skrevet til musicalen af Rasmus Seebach, vilde sangpræstationer af det stjernespækkede cast, masser af gode grin og smukke kostumer, der nemt er en prinsesse værdig.
Ja, faktisk står kostumedesigner Søren Le Schmidt også bag mange af de kongeliges kjoler, og det ses, for der mangler hverken stil, tyl, glimmer eller glamour, når skuespillerne går på scenen.
Der er også noget ret royalt over castet, da Kongen spilles af selveste Stig Rossen, som tager på sin sidste musical-turné med Askepot - The Musical. Skal du nå at se musical-kongen over dem alle give den max gas live en sidste gang, så er dette muligheden. Især sangen "Den mand du ka' bli'" er virkelig en ørehænger.
Både Johanne Milland i rollen som Askepot og Caroline Henderson i rollen som Den Onde (men ufatteligt stylish) Stedmor giver den også alt, hvad den kan trække af girl power og power vokaler. Deres duet og dance-off med sangen "Mord på dansegulvet" er absolut et højdepunkt, hvis du spørger os.
(Pssst... Sangene fra musicalen er udgivet, og vil vi vædde med, at det vil være ekstra sjovt at se iscenesættelsen af dem, hvis man også kan synge med)
OG! Så må vi virkelig ikke glemme Den Gode Fe spillet af Pelle Hebsgaard, som også er et højdepunkt i sig selv. Voila! Ta Dah! Han er sjov, han er festlig og han er faboulos. Aalborg.nu giver Askepot The Musical 4 ud af 6 stjerner, og Pelle står for én af de stjerner helt alene.
💜💜💜💜