Billede beskrivelse

Aalborg-aktører går sammen om stort juleevent

22. november 2023 kl. 12.01

Julen kan være en dyr fornøjelse – især for pengepungen. Gaver skal købes, maden tilberedes, og der skal pyntes op; men ikke alle har de fornødne ressourcer til at forsøde juletiden.

På det seneste har der været en stigende efterspørgsel på julehjælp til enlige, par og børnefamilier.

Derfor er Nordea-fonden, Aalborg Ishockey Klub, Aalborg Pirates, Skalborg Sportsklub Håndbold og det samfundsansvarlige virksomhedssamarbejde Cool East gået sammen om et stort juleevent, for værdigt trængende, som er fyldt med forskellige julegodter.

– Formålet er selvfølgelig at hjælpe dem, der ikke har så meget, med at få lidt mere i den travle og dyre juletid. Og kan vi nu forsøde tilværelsen for de fremmødte bare en lille smule, vil vi som arrangører sætte uendeligt stor pris på det, fortæller Aalborg Pirates-direktør Lars Laursen.

Juleeventet består af julebanko og en stor julebuffet, som efterfølges af en ishockeykamp, hvor Aalborg Pirates møder Rødovre Bulldogs.

Hele eventet er finansieret af bidrag fra både virksomheder, fonde, foreninger og lignende. Menuen består af alt fra traditionel julemad til alternative juleretter, da arrangementet sigter mod at imødekomme alles smag og behov.

Initiativtagerne håber på at skabe en uforglemmelig oplevelse for de inviterede.

- Vi ser enormt meget frem til at skabe de perfekte rammer for dem, der ikke har så meget. Lige nøjagtig denne målgruppe står vores hjerter meget nær i denne juletid, og derfor vil vi gøre vores bedste for at skabe et godt, hyggeligt og givende arrangement for de værdigt trængende, siger Lars.

Julebankoeventet finder sted fredag den 15. december i Gigantium. Der er allerede over 300 tilmeldte til arrangementet. Alle deltagere på aftenen er tilmeldt på forhånd, og der er derfor ingen billetter til salg i døren.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste