Billede beskrivelse

AaB satser på rekordsalg: Nye spillertrøjer markerer 140-års jubilæum

01. juli 2024 kl. 14.01

AaB’s spillertrøjer for den kommende sæson markerer at klubben d. 13. maj 2025 kan fejre 140 år.

Sæsonens klubdragt og andendragt er netop blevet præsenteret ved et lanceringsevent på Vesttribunen,  og spillertrøjerne trækker denne gang tråde tilbage til klubbens grundlæggelse i 1885. I løbet af sæsonen vil det forestående jubilæum blive markeret på forskellig vis, og det starter således med de nye spillertrøjer.

Se også
I dag åbner Karolina sin vintagebutik i Aalborg

Trøjernes design er nemlig fulde af symbolik: 

  • AaB blev oprindeligt skabt som en cricketklub, så på den rød-hvid-stribede klubdragt indgår der et særligt jubilæumslogo, der viser vartegnet med to cricketbat, som tårnede over det gamle klubhus på Eksercerpladsen i Aalborg.
  • En rød-hvid-stribet krave med en knap i halsen giver trøjerne et klassisk præg og er inspireret af en af de tidligste rød-hvid-stribede AaB-trøjer, der blev båret, da klubben i 1907 vandt sit andet jyske mesterskab i fodbold.
  • Klubtrøjen prydes også af gyldne striber på ærmerne og i kraven med henvisning til klubbens historiske meritter.
  • Skrifttypen i spillertrykket med navn og nummer på ryggen af trøjen er inspireret af den skrifttype, der blev brugt ved indkaldelsen til AaB’s stiftende generalforsamling, som blev holdt på Hotel Royal 13. maj 1885.
  • Den mørkeblå farve i sæsonens andendragt er inspireret af grundfarven i AaB’s første fodbolduniform, som var en mørkeblå sweater med en rød stribe på maven og ærmerne.
Billede beskrivelse

Ny rekord?

Den seneste AaB-hjemmebanetrøje, hvor striberne var udskiftet med lyn som en hyldest til fansene, blev den mest sælgende i klubbens historie, fortæller direktør Michael Tuxen Boll til Nordjyske.

- Den solgte over 30 procent mere end den trøje, der hidtil var den mest solgte. Så i alt kom vi op på omkring 6000, siger AaB-direktøren.

Om den nye spillertrøje kan slå rekorden vil tiden vise, men AaB håber, at salget af spillertrøjer denne gang kan komme op i nærheden af 10.000.

- Vi er meget tilfredse med resultatet og håber, at fansene vil tage godt imod den nye hjemmebanetrøje og selvfølgelig også udebanetrøjen, som trækker på de samme referencer, slutter Michael Tuxen Boll.

Både AaB’s 3F Superligahold og AaB Women vil bære sæsonens spillertrøjer.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste