Billede beskrivelse

8 kreative karnevalsprojekter har modtaget midler fra stor støttepulje

22. december 2023 kl. 14.31

Foreningen Aalborg Karneval er begejstrede for at meddele, at de har truffet beslutning om tildeling af støttemidler fra deres kreative støttepulje.

Meningen med støttepuljen er at give midler til at bygge vogne, skabe kreativt indhold eller facilitere rammer for kreativ udfoldelse, der kan vises til et eller flere af Aalborg Karnevals arrangementer. Ønsket er at inspirere og støtte foreninger, kunstnere og privatpersoner, så de kan udfolde sig kreativt i forbindelse.

Se også
Nu åbner Aalborg Karnevals store støttepulje

Efter en nøje vurdering af indsendte ansøgninger fra lokale og nationale projekter har juryen udvalgt otte spændende initiativer, der alle vil bidrage med kreativt indhold til foreningens kommende arrangementer.

- Vi har modtaget ansøgninger fra meget forskellige baggrunde – kunstnere, privatpersoner og foreninger og de har spredt sig på tværs af arrangementerne, fortæller Vibeke Krage Hansen, projektleder for Aalborg Karneval.

Hun fortsætter:

Billede beskrivelse

- Vi har støttet projekter, der arbejder med lokal forankring af kreative initiativer, inddragelse på tværs af generationer, læringsmiljøer og ikke mindst udfoldelse af personlige/kreative udtryk. Alle projekterne behandler og præsenterer karnevalstraditioner igennem kreativitet, leg og fællesskab og vi glæder os meget til at se dem udfolde sig til forårets arrangementer.

I alt 8 projekter er blevet udvalgt til at modtage midler fra støttepuljen. Her kan du læse nærmere om, hvem de er og hvad pengene skal bruges til.

Hygge, leg og fællesskab med Lindholm Gymnastikforening

Lindholm Gymnastikforening fusionerer temaet "Den lille Havfrue" med Aalborg Karnevals "Fantastiske væsner". Projektet involverer instruktører, børn og forældre i opbygningen af vogn og kostumer og stræber efter at introducere børn til kreativ udfoldelse med fokus på hygge, leg og fællesskab.

- Vi glæder os utrolig meget til at være en del af Børnekarneval. Vi glæder os til at danse og sprede en masse glæde for alle, både i paraden, men også i Kildeparken, siger Camilla Klindt, bestyrelsesmedlem, Lindholm Gymnastikforening.

Lokalt fællesskab og kreativ udfoldelse med Alkoholdet

I spidsen for fem lokale karnevalsgrupper har Alkoholdet skabt et fællesskab dedikeret til kreativ udfoldelse, vogn- og kostumeudvikling. Støtten fra Aalborg Karneval vil bidrage til fysiske rammer såsom arbejds- og lagerlokaler, der vil styrke gruppernes engagement i karnevalstraditioner og lokal forankring.

Vestafrikanske fortællinger med Touch of Africa

Touch of Africa, en lokal gruppe, vil bringe vestafrikanske vandrehistorier til live gennem deres kreative tolkning i kostumer til International Parade og Aalborg Børnekarneval. Projektet hylder skovånder og tilfører en unik dimension til karnevalsoplevelsen.

Billede beskrivelse

Fantastiske væsner og rollespil med Aktivitetsjonglørerne

Aktivitetsjonglørerne, en frivillig social forening, vil skabe fantastiske væsner gennem rollespil med udsatte børn og unge. Efter deltagelse i Børnekarneval vil kostumerne blive brugt i fortsatte aktiviteter, der introducerer børn og unge til kreative og legende universer.

Eventyrlig kreativitet med lokale karnevalister

En gruppe unge karnevalister har ansøgt om støtte til udvikling af kostumer og en trækvogn inspireret af årets tema: Shrek. Projektet, der kulminerer i deltagelse i Stjerneparaden, styrker lokale fællesskaber og forankrer kreativiteten i Aalborg.

Karneval på skoleskemaet med FGU Himmerland

FGU Himmerland vil integrere karneval i undervisningen og lader elever deltage i kreative processer, læringsforløb og udfolde sig gennem vognudsmykning og kostumelavning. Projektet styrker elevernes kreative udfoldelse og præsenterer dem for karnevalstraditioner.

Forbedret sambaskoleudstyr med Poco Loco

Poco Loco ønsker at forny og forbedre deres sambaskoles udstyr med fokus på involvering og begejstring. Støtten fra Aalborg Karneval vil bidrage til optræden i arrangementer og styrke sambaskolens kreative udtryk.

Rullende fest med Keskin & Friends

Keskin & Friends deltager i Aalborg Karnevals Stjerneparade med en ombygget studentervogn. Projektet inkluderer en platform for lokale elektroniske artister og DJ's, der vil skabe en rullende fest for karnevalisterne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste