Billede beskrivelse

21-årige Jacob vil indsamle én million: Kan han nå det inden midnat?

De unges mentale helbred halter, fortæller 21-årige Jacob Krull, der er landskendt streamer under navnet Jaxstyle. Nu vil han ændre problemet

30. december 2022 kl. 14.37
Opdateret kl. 20.02

AALBORG: Der er to ting, du kan gøre, når du er utilfreds med noget.

Du kan forsøge at ændre det eller lade være og stiltiende acceptere tingenes tilstand.

Første mulighed valgte 21-årige Jacob Krull at gå med kort inden jul for at komme danske unges mentale helbred til undsætning.

Derfor indsamler han nu penge til Psykiatrifonden på gamer-platformen Twitch, hvor han er kendt under brugernavnet Jaxstyle.

Billede beskrivelse

- Psykiatrien har fyldt meget i mit liv. Ikke personligt, men blandt min familie, venner og mine følgere herinde, som typisk er unge drenge og mænd, forklarer Jacob Krull og uddyber: 

- Jeg ved, hvor svært det kan være som mand at tale åbent om svære følelser. Det er enormt tabubelagt. Men ved at sætte fokus på mentalt helbred håber jeg at nedbryde tabuet og samtidig samle penge ind til dem, der har brug for at snakke med professionelle.

Indsamler døgnet rundt

På Twitch hedder Jacob Krulls indsamling et subathon.

Et subathon er en nedtælling til et mål, der i Jacob Krulls tilfælde handler om at samle et bestemt pengebeløb ind - og mens indsamlingen løber, leverer Jacob Krull underholdning non-stop til sine knap 270.000 følgere på kanalen.

Det vil sige, at han ikke har haft sit webkamera slukket, siden han begyndte indsamlingen til Psykiatrifonden 21. december.

- I jo længere tid folk donerer, i jo længere tid varer streamen, forklarer Jacob Krull.

Med de mange donationer fra følgerne har målet for indsamlingen derfor rykket sig løbende - fra at have været et mål om at indsamle 150.000 kroner til nu at indsamle én million kroner til Psykiatrifonden.

I skrivende stund har Jacob Krull netop rundet en million kroner i donationer.

- Jeg er imponeret over, at vi allerede i går ( torsdag) - altså inden lønningsdagen i dag - fik indsamlet 750.000 kroner. Og med det, folk har præsteret at donere inden for den sidste uges tid, var jeg ikke i tvivl om, at vi ville nå én million i dag (fredag), siger han.

Retter kritik af systemet

Jacob Krull har streamet i mere end otte år - og siden 2020, hvor han dimitterede fra HTX, har han kunnet leve af at underholde sine mange følgere, mens han spiller diverse computerspil i sin lejlighed i det centrale Aalborg.

Løbende har han opbygget et tæt forhold til følgerne, og for nogen er Jacob Krulls kanal blevet et sikkert rum, hvor de kan fortælle, hvordan de har det.

Billede beskrivelse

Nogen bliver drillet i skolen, andre har oplevet et nært dødsfald, og så er der dem, der kæmper med lidelser som selvskade og ludomani.

- Det er hårdt for mig at modtage så mange tunge beskeder. Jeg ville ønske, at jeg vidste, hvor jeg skal sende folk hen, men nogle gange er jeg i tvivl - især hvis beskederne er fra folk, der er udenfor Børnetelefonens målgruppe.

Folk i chatten er dog også gode til at hjælpe og støtte hinanden, fortæller Jacob Krull.

- Men det burde jo ikke være nødvendigt. Det skal der være nogle professionelle, der kan gøre.

Han er dog glad for, at følgerne åbner op om deres problemer fremfor at gemme dem væk.

- Mange ser mig som en ven, de kan gå til, også selvom vi ikke har mødtes før. For nogen er det mindre grænseoverskridende at snakke om deres problemer med én, de ikke kender, så samtidig er jeg også glad for at kunne være et safe space, fortæller Jacob Krull.

Hvis indsamlingen stadig er åben i dag, kan du finde den på Psykiatrifondens hjemmeside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste