Lemurer, papegøje-skrig og otte-retters menu: Gastronomisk stjerneparade indtog Aalborg Zoo
Middag i Zoo blev kokkereret i fællesskab af nogle af de største navne indenfor den nordjyske restaurationsbranche.
Torsdag inviterede Nordjysk Madfestival på eksklusiv middag sammen med Aalborg Zoo. Her satte de største navne indenfor den nordjyske og især aalborgensiske restaurationsbranche deres aftryk til en middag i Skovbakken midt i den gamle have.
Inden gæsterne kunne sætte sig til bords i restauranten, gik turen først forbi Aalborg Zoos flotte, nye lemur-anlæg, hvor dyrene skulle have aftensmad.
Aftenen fortsatte udendørs i det store Safaritelt, hvor første servering til gæsterne stod på vin- og østerssmagning. Nordjyske producenter såsom The Oyster King, Chevali Blanc Kantiner, Vintagewine, Venø Seafood og Skaldyrshovedstaden tilberedte østers og skænkede kold hvidvin, mens musikken spillede.
Middag kokkereret i fællesskab
Herefter gik turen til Skovbakkens selskabslokale med smuk udsigt over Zoo. Her fik gæsterne serveret en ganske særlig otte-retters menu.
- Vores mission med madfestivalen er at fremme potentialet for de unikke madoplevelser, vi kan give her i Nordjylland og skabe en stærk gastronomisk destination for madelskere fra hele verden. Menuen i aften er et bevis på, hvor seje restauratørerne er, og hvor meget vi nordjyder kan opnå, når vi står sammen, sagde Sarah Kruse, direktør for Nordjysk Madfestival, i sin velkomsttale.
Middag i Zoo blev nemlig kokkereret i fællesskab af kokke fra Tabu, Applaus, Nam og La Locanda, som alle hører blandt den gastronomiske top i Aalborg. Menuen bestod blandt andet af retter med jomfruhummer, vesterhavsfisk, lammetatar, hjemmelavet tortellini og hybenrose-sorbet.
Hertil skænkede sommelier Thomas Lysgaard vin fra Sigurd Müller og Husted Vin tilsat hans egne malende beskrivelser og gode humør.
Mellem snakken og skålen kunne man i løbet af aftenen høre både løvebrøl og papegøjeskrig fra haven udenfor.
Nordjyske madoplevelser
Middag i Zoo afholdes for tredje år i træk som samarbejde mellem Aalborg Zoo og Nordjysk Madfestival.
Festivalen startede 24. august og fortsætter indtil søndag d. 3. september. Formålet er at skabe fællesskaber med unikke madoplevelser af gode råvarer fra lokale producenter i fokus.
Foruden den eksklusive middag i Aalborg Zoo i går kan man blandt andet deltage i padel og pattegris ved Skansen, sushikursus i Friis og Solsidens fællesspisning.