Billede beskrivelse

Lejligheder går som varmt brød

34 procent af lejlighederne i Aalborg sælges i løbet af 14 dage

31. maj 2018 kl. 17.45

AALBORG: Ejerlejligheder går som varmt brød i Aalborg. Af årets solgte lejligheder i Aalborg er 34 procent solgt i løbet af kun 14 dage.

Det er væsentligt flere end i de andre storbyer i Danmark, viser en opgørelse fra Boliga.

I hovedstaden er det 22 procent af de solgte, der handles i løbet af 14 dage.

Lige efter Aalborg kommer Odense med 29 procent, mens det for Esbjerg og Aarhus er henholdsvis 20 og 19 procent.

- Selv om der er færre lynsalg i både København og Aarhus end i Aalborg og Odense, så betyder det ikke, at ejerlejlighedsmarkedet i København og Aarhus er ved at gå i stå. Det tager stadig kort tid at sælge en bolig i begge metropoler, og afslagene er forholdsvis små, siger boligøkonom Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker hos Nordea.

- Der er derfor snarere tale om, at det går ualmindeligt stærkt i Aalborg og Odense, end at det går langsomt i København og Aarhus. Og sammenlignet med det resterende land har alle landets storbyer stadig fuld fart på, tilføjer hun.

I Aalborg, Odense og Esbjerg er der ikke de helt store forskelle på de priser, som de lynsolgte ejerlejligheder går for, og de kvadratmeterpriser markedet i det hele taget trækker. Men i København og i Aarhus har sælgerne i de hurtige handler fået lidt mere for deres kvadratmeter, end de to kommuners ejerlejligheder ellers gennemsnitligt er handlet for.

- Almindeligvis er det sværere at forhandle om prisen, hvis der er tale om en bolig, der lige er kommet til salg. For selv om sælger gerne vil lukke handlen hurtigst mulig, vil sælger også gerne have den højest mulige pris, og derfor kan købere i lynhandler være nødsaget til at byde forholdsvist tæt på udbudsprisen. I modsat fald kan sælger være fristet til, at prøve markedet lidt mere af, inden handlen lukkes, siger Lise Nytoft Bergmann.

I Københavns Kommune har ejerlejlighederne i år skiftet hænder for gennemsnitlige kvadratmeterpriser på 39.652 kroner, mens de lynsolgte lejligheder alene er solgt for 40.909 kroner pr. kvadratmeter. Hvilket altså svarer til, at en gennemsnitlig lynsolgt lejlighed på 80 kvadratmeter er gået godt 100.000 kroner dyrere end gennemsnittet i kommunen. Mens en tilsvarende lynsolgt ejerlejligheder i Aarhus i gennemsnit er gået knap 144.000 kroner dyrere.

I Aalborg er kvadratmeterprisen for de lynsolgte lejligheder 20.660 kr.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste