- Lad være med at tisse i havnen - du falder bare ned i vandet...
Aalborg Kommune er nu gået i gang med at montere spritnye redningsstiger for at maksimere sikkerheden for publikum på Aalborg Havn
AALBORG: - Hvis du har dit liv kært, så lyt til et godt råd:
- Lad være med at tisse i Aalborg Havn - du risikerer bare at falde ned i vandet...
Stort set hver eneste år er der en ungersvend eller to, der ender nede i havnebassinet, fordi trangen til at urinere rammer vedkommende.
Og hvis "uheldet" virkelig er ude, så kan det gå grueligt galt for den pågældende person.
Aalborg Kommune har således stor fokus på de sikkerhedsmæssige aspekter i forbindelse med publikums gøren og laden på Aalborg Havn, og man har nu taget endnu et initiativ, der skal være med til maksimere sikkerheden.
Kommunen er netop gået i gang med at montere spritnye redningsstiger på hele kajstrækningen fra Limfjordsbroen i vest til Musikkens Hus i øst.
Afdelingsleder Henrik Jess Jensen, trafik- og vejafdelingen hos Aalborg Kommune, siger til aalborg:nu, at der bliver opsat ikke færre end 44 nye redningsstiger med ca. 20 meters mellemrum.
- Der er naturligvis allerede i dag monteret redningsstiger i havnen, men de nye stiger er af en helt anden type, der forbedrer sikkerheden ganske gevaldigt.
Henrik Jess Jensen:
- De nye redningstiger er orange, de rager en meter ned under vandoverfladen og materialet er plast og gummi, hvilket giver et langt bedre greb for en person, der befinder sig nede i vandet og som skal forsøge at hale sig selv op i sikkerhed.
- Endvidere er stigerne udstyret med solceller, og det betyder, at de er oplyste i aften- og nattetimerne med et lys, der peger nedad.
- Endelig er stigerne ført op over selve kajkanten og ender i en lille platform, og på den måde kan man bedre komme op i sikkerhed, påpeger afdelingslederen.
Opsætningen af redningsstigerne sker i et samarbejde med Tryg Fonden, der har betalt for stigerne, mens Aalborg Kommune til gengæld står for såvel montering som vedligeholdelse.
Den samlede regning lyder i øvrigt på ca. 185.000 kroner.