Billede beskrivelse

Kunsten giver 200 årskort til familier og unge: Vil invitere nye brugere indenfor

18. juli 2024 kl. 06.00

Kunsten Museum of Modern Art Aalborg har netop uddelt 200 årskort til familier og unge, der ikke normalt går på kunstmuseum.

Modtagerne af de gratis årskort er fundet i dialog med bl.a. Boligforeningen Vivabolig, Mødrehjælpen, Børns Voksenvenner, Lærkereden, Ungdomskulturhuset Blok X og andre lokale organisationer – samt uddannelsessteder som SOSU Nord samt HF&VUC NORD.

- Vi er superglade for at kunne byde velkommen til en ny gruppe gæster og invitere endnu flere indenfor på museet. Kunsten har igennem en årrække taget socialt ansvar med projekter målrettet fx sygemeldte borgere udenfor arbejdsmarkedet, demensramte, unge i mistrivsel, m.v. Nu søsætter vi en bredere funderet indsats. Målet er at sikre, at nye brugere uanset social baggrund og økonomiske muligheder føler sig set og velkomne på Kunsten, fortæller museumsdirektør Lasse Andersson.

Han håber, at de nye årskortholdere vil dele deres perspektiver og erfaringer med museet.

- Hvordan kan vi gøre museet mere relevant og tilgængeligt? Hvilken information har man brug for som ny bruger? Hvordan giver vi dem lyst til at bruge kulturtilbud? Det er nogle af de spørgsmål, vi håber at blive klogere på undervejs, påpeger han.

Unge på erhvervsuddannelser er underrepræsenterede på museer

Analyser viser, at Kunsten er blandt de 10 museer i Danmark med den højeste andel af unge gæster.

- Men unge med en erhvervsfaglig, kort eller ingen uddannelse er stærkt underrepræsenterede. De udgør blot 1,5% af museets gæster mellem 21-30 år. Derfor har museet uddelt årskort i dialog med SOSU Nord samt HF&VUC NORD, forklarer Lasse Andersson.

Samtidig har museet været i dialog med den almene boligorganisation Vivabolig, for at give årskort til familier særligt i Øgadekvarteret, der ligger i gåafstand til museet.

Et fælles rum for kunst, leg og samtale på tværs

Museet forventer løbende at lave arrangementer for de nye årskortholdere, for at lade dem møde hinanden og udveksle tanker, perspektiver og ideer på tværs.

Projektet er støttet af Spar Nord Fonden.

- Kunsten skaber et fælles rum for kunst, leg og samtale på tværs af generationer og sociale forskelligheder. Med dette initiativ inviterer Kunsten nye gæster indenfor, så endnu flere får glæde af museets aktiviteter og tilbud, siger Bo Uggerhøj, Fondsdirektør, Spar Nord Fonden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste