Kun 320 billetter: Suspekt udvider touren med intimkoncert
Du skal være hurtig, hvis du skal have fat i én af de eksklusive billetter, når Suspekt gæster Støberiet til december
NIBE: Suspekt var vilde med Støberiet, Nibe Festivals spillested og kulturrum, som var indrettet som backstageområde, da de i sommers spillede på Lyden af Nibe.
Her vil vi gerne spille – sagde de, og det sker så d. 1. december, hvor Suspekt giver en særdeles eksklusiv koncert i Nibe. Det skriver Nibe Festival på sin hjemmeside .
Emil Lange varmer op
Det bliver også til et kærkomment gensyn med Emil Lange, som jo også spillede til Lyden af Nibe denne sommer.
Den populære DJ, som, ud over det tætte samarbejde med netop Suspekt, også hitter med egne numre som ”10 år”, ”Det Her” og ”Langt Liv”, overlader med garanti et tændt publikum til Suspekt.
Billetterne sættes til salg onsdag
Billetsalget til den ekstraordinære Suspekt koncert d. 1. december åbner onsdag den 8. september kl. 10, hvor Nibe Festivals nyhedsbrevsmodtagere får eksklusiv adgang til presale. Hvis der herefter er flere billetter tilbage, sætter vi resten til salg torsdag den 9. september her på hjemmesiden. Og ja, det er eksklusive rammer, så der sættes udelukkende 320 billetter til salg, skriver Nibe Festival om koncerten.
Dørene åbner kl. 19, og Emil Lange spiller kl. 20, inden Suspekt går på scenen i Støberiet.