Billede beskrivelse

Kulturkaravanen rammer Aalborg

8. november er der blandt andet black poetry, SoMe -kultur og lyrikbingo i medborgerhuset klokken 18.30

23. oktober 2018 kl. 18.00

AALBORG: Når Kulturkaravanen torsdag 8. november rammer byrådssalen i medborgerhuset i Aalborg har den været vidt omkring, og den har både litteratur for børnehavebørn, en fælles nordjysk sang, "Black out Poetry" og meget andet med i baggagen.

Arrangementet, der starter 18.30 foregår i byrådssalen i medborgerhuset i Aalborg.

I løbet af aftenen bliver det muligt at opleve "Hverdag i billeder," som er et SoMe-kultur- og undervisningsprojekt fra PixlArt, hvor elever i 7.-9. klasse i de nordjyske skoler har taget fotos fra deres hverdag og delt dem på Instagram.

Projektet ønsker at give de unge en robusthed i forhold til at færdes på de sociale medier; hvad er godt at lægge op og hvad er måske knapt så godt og ikke mindst hvorfor.

Udover læringen er der også den æstetiske side af disse fotos og den kan opleves, når billederne projiceres op i stort format i Arkaden ved byrådssalen.

Dette foregår samtidig med, at man kan lytte jazz med Kenneth Dahl Knudsen og band.

Billede beskrivelse

Der er desuden også blevet lavet en fælles nordjysk sang med 11 vers - et fra hver af de nordjyske kommuner. Martin Granum har skrevet melodien, og versene er skrevet af nordjyske borgere.

Lokale kor har sunget de lokale vers, som er skrevet i egen kommune og til den fælles afslutning synges alle 11 udvalgte vers i en helhed.

Aftenen sluttes med et spil lyrikbingo med Aalborgbibliotekerne. Der er præmier og garanti for sjov, idet de traditionelle tal på en bingoplade er skiftet ud med uddrag fra digte og poesi, lover arrangørerne.

Kulturkaravanen er et tværkommunalt samarbejde.

Aftenen byder derfor på deltagelse og velkomster ved repræsentanter fra de kommunale kulturudvalg, Nuuradiin S. Hussein, Aalborg Kommune og Helle Bak Andreasen, Jammerbugt Kommune.

Arrangementet er gratis.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste