Billede beskrivelse

Kristine og Emmas projekt gør folk vrede: Har tegnet ekstra hærværksforsikring

Målet er at kunne rumme alle - men det er ikke alle, der kan rumme Buens Bogcafé

21. februar 2022 kl. 19.27

AALBORG: Som regel er der masser af likes og kærlighed, når Kristine Sofie Højen og Emma Mai Petersen fortæller om deres iværksætterprojekt. Et sted med plads til alle - hvor man ikke skal føle sig ved siden af eller udenfor, men tværtimod opleve sig set og hørt.

Men nogle gange oplever de også, at folk griner, kalder deres projekt ulækkert og joker med, hvor dumt det er.

- Vi har faktisk helt fra starten oprettet en ekstra hærværksforsikring, fortæller Kristine Sofie Højen.

- Vi ved godt, at det ikke er et spørgsmål om det kommer til at ske, men om hvornår.

Jokede med terror på TikTok

For nylig skrev en følger på TikTok, en ubehagelig kommentar, der satte gang i en lavine af andre trælse kommentarer. Det blev dråben for de to iværksættere, som valgte at dele deres oplevelse på Instagram.

- Det var jo bare en eller anden smart teenager, der lige syntes det var sjovt at skrive, at det her var det næste sted, de skulle begå terror, men han glemte at tænke på, at der sidder nogen i den anden ende og bliver enormt kede af det, fortæller Kristine Sofie Højen, som synes det var ubehageligt i situationen.

Hun valgte at anmelde og blokere de ondskabsfulde kommentarer. Efter delingen på Instagram begyndte telefonen at kime med søde mennesker, der skulle høre, om de var okay. Og det er de, for de nægter at kigge sig over skulderen hele deres liv, bare fordi de har en anden seksualitet end majoriteten af den danske befolkning.

- Der er mange, der tænker, at diskrimination af bøsser og lesbiske ikke sker i 2022, men det sker hver eneste dag. Hvis man ikke tror på det, så er det simpelthen fordi, man er privilegieblind, mener hun.

- Men man kan heller ikke gå og være bange for det, for så bliver det et meget langt og hårdt liv.

Fra åben til lukket facebookside

Iværksætterprojektet Buens Bogcafé har fået en forrygende start siden åbningen i december, og det er vigtigt for de to indehavere og veninder, at der er et LBGT-samlingssted i Aalborg og Nordjylland.

I caféen kan man købe kaffe og bøger, og så holder de jævnligt events. Alle er velkomne, men det er klart, at målgruppen for caféens arrangementer er queer, og det kan faktisk gøre folk vrede.

- Det er som om, folk bliver meget ramte af, at tilbuddet ikke er eksplicit til mig, som er heteroseksuel, fordi man måske er vant til, at det er alle tilbud, fortæller Kristine Sofie Højen.

Hun tager de episoder, der kommer - anmelder og blokerer, og hun har også fundet ud af, at det er helt okay at have en lukket facebookside.

- Jeg har nok tænkt, at det hele skulle være åbent, så alle kan være med. Men det er gået op for mig, at det også er ok at have et fællesskab, som det er et privilegie at være med i, og hvis du ikke kan opføre dig ordentligt, så kan du ikke være med, fortæller hun.

På Instagram er det vigtigt for hende, at de har en god balance mellem solstrålehistorierne og den ærlige virkelighed, de også oplever, som kan være bagsiden af medaljen.

LÆS MERE: Endelig - nu er buens bogcafe åben

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste