Koncertbilletter erstatter sokker og underbukser
Koryfæer som Kim Larsen og CV Jørgensen har fået billetsalget til næste sommers Skovrock til at stige
AALBORG: På en grå og regnvåd decemberdag virker tanken om en lun sommeraften, kolde øl og nogle af Danmarks mest populære kunstnere på scenen mere end almindeligt tillokkende. Og sådan er der tilsyneladende mange, der har det.
I hvert fald er salget af billetter til næste sommers Skovrock kommet usædvanligt godt fra start.
- Vi er godt i gang med at slå rekord, lyder det fra Skråens leder Jørgen Nissen.
På nuværende tidspunkt er der solgt lige så mange billetter, som der var ved juletid sidste år, og det endda før den egentlige julespurt er sat ind. For ugen op til jul er traditionelt en stor uge, når det gælder salg af billetter til kulturelle arrangementer.
- Der er ingen tvivl om, at mange køber koncertbilletter som sidste-øjebliks-gaver. Sidste år kunne vi se, at vi på de allersidste dage op til jul omsatte så meget, som vi normalt gør på tre uger, siger han og tilføjer, at det er hans fornemmelse, at koncertbilletter i mange hjem er blevet svaret på et af julens store spørgsmål: hvad skal vi give far?
- Jeg plejer at sige, at vi erstatter mange par sokker og underbukser, siger han med smil i stemmen.
Og noget tyder på, at tendensen bliver forstærket i år.
Programmet til Skovrock-koncerterne tæller Kim Larsen og CV Jørgensen og selv om der er tale om to aldrende herrer, så er deres popularitet på ingen måde blegnet.
- Kim Larsen er i en liga for sig. Det må vi konstatere endnu engang. Han kommer til at ligge under mange juletræer i år, konstaterer Jørgen Nissen og henviser til, at også Larsens koncert på Skråen til februar blev udsolgt på rekordtid.
Skråens leder forventer, at i hvert fald den ene af de to Skovrock-koncerter med Kim Larsen & Kjukken og 5500 publikummer vil være udsolgt, før vi går om bord i julemad og gaver.