Billede beskrivelse

Kommer du til skade til karnevalet, er der hurtig hjælp at hente

Region Nordjylland stiller vanen tro med en fremskudt skadestue på den festlige dag, hvor tusindvis af mennesker fejrer karnevalet

25. maj 2022 kl. 10.35

AALBORG: Når den store parade til Aalborg Karneval lørdag går i gang, er Region Nordjylland klar til at hjælpe de mange festende gæster med ekstra bemanding og en fremskudt skadestue ved Ansgars Kirken.

- Vi er klar til at hjælpe de mange glade gæster efter to år uden karneval. Som sædvanligt har vi lavet en fremskudt skadestue til dette års karneval, og vi har ekstra personale og ambulancer, såfremt uheldet skulle være ude, siger Martin Rostgaard-Knudsen, lægefaglig direktør i Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland, i en pressemeddelelse.

Den fremskudte skadestue placeres ved Ansgars Kirken, Vesterbro 1A, lige op ad Kildeparken. Skadestuen vil være bemandet af personale fra klokken 9.30, og indtil det stilner af ud på aftenen.

Martin Rostgaard-Knudsen ved af erfaring fra tidligere år, at det er mange forskellige skader, karnevalsgæsterne pådrager sig.

- Skaderne til karneval er alsidige, men af erfaring ved vi, at det handler mest om afrusning, åbne sår på grund af glasskår eller fald fra højder. På den fremskudte skadestue vil vi tage imod karnevalsgæsterne og behandle, observere og i sidste ende sende dem videre til skadestuen på Aalborg Universitetshospital, hvis det er nødvendigt, siger Martin Rostgaard-Knudsen.

Skadestuen ved Ansgars Kirken vil være bemandet af personale fra Aalborg Universitetshospital og Nordjyllands Beredskab. Der er indkaldt ekstra bemanding på flere af Aalborg Universitetshospitals afdelinger, så eventuelle uheldige, festende karnevalsgæster kan få specialiseret hjælp, hvis det er nødvendigt.

Derudover vil der også være en akutlæge og en paramediciner til stede på gåben, som hurtigt vil kunne indfinde sig i menneskemængden nær Kildeparken.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste