Kom og prøv en ny fritidsinteresse
Gratis tilbud skal øge trivsel blandt studerende i Aalborg
AALBORG: Er du studerende, og har du lyst til at prøve at klatre, fægte eller dyrke yoga sammen med vennerne, så er Aalborg Kommune klar med et godt - og gratis - tilbud til dig.
Ifølge en ny undersøgelse vurderer næsten hver tredje unge kvinde og mere end hver fjerde mand , at de har et dårligt mentalt helbred, og det gælder også de studerende i Aalborg, og derfor har sundheds- og kulturudvalget valgt at stimulere de unges indgang til foreningslivet
- Vi ved, at trivslen styrkes hos de unge, når de mødes i meningsfyldte fællesskaber. Samtidigt ved vi, at frafaldet til foreningslivet er størst for årgangene under uddannelse, forklarer sundheds og kulturrådmand Jes Lunde (RV) i en pressemeddelelse.
Han peger desuden på undersøgelser, der viser, at det kan være en udfordring at være studerende og finde tilbud, der er rettet mod nybegyndere.
- Samtidig er man måske lige flyttet til en ny by for at studere og har ikke noget netværk at læne sig opad. Den barriere vil vi gerne gøre noget ved, siger han.
Ordningen, der kaldes Aalborg Try Out, blev oprindeligt lanceret i forbindelse med genstarten efter corona, men den gøres nu permanent ved hjælp af en bevilling fra sundheds- og kulturudvalget, der netop har afsat 550.000 kroner årligt til formålet,
- Vi har masser af fremragende tilbud i Aalborgs rige foreningsliv. Så nu gør vi en indsats for at styrke foreningernes evne til at modtage de unge og især dem, som gerne vil prøve noget for første gang, siger Jes Lunde.
Try Out giver både unge mulighed for at afprøve, hvor man føler sig godt modtaget og hvor, der er nogen, man klikker med. Og fremover vil man også samarbejde med uddannelsesinstitutionerne, så de kan fortælle om tilbuddet og melde tilbage med eventuelle ønsker.
Her i foråret er der en mindre samling tilbud rettet mod ungdomsuddannelserne, og omkring studiestarten på de videregående uddannelser kommer der så en større tilbudsbuket.
- Vi vil rigtigt gerne give et skub til dem, der måske mangler at komme ud i de her sunde og aktive fællesskaber. En god fritidsinteresse kan ikke undervurderes, Det er godt for både den fysiske og mentale sundhed og giver gode fælles oplevelser, så jeg kan kun opfordre de unge studerende til at se, hvad Aalborgs foreningsliv har på hylderne, tilføjer Jes Lunde.
Hvis man har et studiekort kan tilmelde sig et af de ny tilbud på: https://sundhed-kultur.nemtilmeld.dk/category/try-out