Klumme: Vi tabte pokalfinalen, men nu med ære og stolthed

Nok var selve pokalfinalen ikke den spillemæssige største og sindsoprivende oplevelse, men vi var der. Aalborg var der. Shit, hvor vi var der.

Jeg har mange gange før haft gåsehud på hele kroppen, når jeg stod i spillertunnelen på Aalborg Portland Park. Nu har jeg også prøvet det som fan på lægterne. At se de rød-hvide aalborgensiske farver indtage halvdelen af nationalarenaen og være med til at støtte og bakke drengene på banen op gjorde mig voldsom stolt over at være aalborgenser.

Og ikke bare under kampen. Før og efter også. Stemningen i Fælledparken. Fællesskabet, samhørigheden og opbakningen var utrolig. Og nok var man lidt slukøret efter kampen pga. resultatet, men også der mærkede jeg, hvordan vi som fans, klub og ja, aalborgensere havde gjort indtryk på de københavnske fans. Det er selvfølgelig altid nemmere at have overskud til at rose modstanderen, når man selv står med pokalen til sidst, men ikke desto mindre er det stadig fedt at høre, at vi gjorde det skidegodt.

Både på og udenfor banen. Det kan sgu også noget at få lidt anerkendelse fra andre fangrupperinger. I stedet for det hele skal ende i vold og ødelæggelse. Sådan behøver og burde det ikke være.

Og faktisk var det min første pokalfinale. Som fan. Jeg var jo med i 2004. Samme modstander. Samme resultat. Samme udfald. Identisk mål. Vildt nok egentligt. Vildt irriterende egentligt.

Alligevel dengang i 2004 var jeg ikke helt med alligevel. Det var lidt en underlig personlig følelse. Vi var jo ellevilde, stolte og spændte over at skulle spille pokalfinale. Og så ender jeg med at varme op hele kampen og ikke komme ind. For helvede, Hamrén. Jeg mødte faktisk Jacob Krüger på færgen på vej til København i torsdags og vi grinte lidt af den dag.

Vi sad begge på bænken i pokalfinalen i 2004. Dengang var der kun 3 udskiftningsspillere. Og hverken han eller jeg kom ind. Fedt nok. Det var åbenbart ikke os to, som skulle ind og vende kampen på hovedet. Hamrén havde nok håbet, det var os, som førte 1-0 til sidst, og at han så kunne sende slagteren (Krüger) og hans lærling ind.

Ja, vi tabte 1-0. Ligesom denne gang. Jeg hader at tabe. Det gør de fleste jo nok. Men sidder vi alligevel ikke med en følelse af stolthed? Jeg gør.

Det havde sgu nok været en anden snak for et par måneder siden. Så havde vi nok slet ikke oplevet denne festdag sammen. Der er sket noget. Spillemæssigt, organisatorisk, individuelt. Vi ligner et hold. En god sammenspillet enhed, hvor aftalerne er på plads og hvor spillerne præcis ved, hvad de skal gøre. Så ros (igen) til trænerteamet.

Der er stadig en del at bygge på rent offensivt. Det var jo ikke fordi, Lucas, Bakiz, Fossum eller Helenius spillede dårligt - tværtimod. Men i guder, hvor mangler vi noget fart og gennembrudskraft oppe foran. Men det har jo været tydeligt længe. For alle. Undtaget for dem med ansvaret for at sætte truppen sammen.

Nå, det er en anden snak. Og klumme måske.

Tak for en fed oplevelse, Aalborg og AaB-fans. Nu kæmper vi de sidste kampe sammen. Med stolthed.

Forza de Røde!