Billede beskrivelse

Klumme: Vi putter satme ikke hånden på kogepladen

Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden.

13. december 2022 kl. 20.01

Valgets tale mig her, valgets tale mig der. De siger det satanrendme allesammen, politikere, analytikere, kommentatorer, alle de der.

“Valgets tale”.

Det er det nye modeudtryk eller sånnåe.

De sidder der i deres tv-studier og Christiansborgkontorer og siger, at valgets tale er meget klar, og at på mange måder er valgets tale klar, og at valgets tale er jævnt hen uklar. Valgets tale er et reformvalg, valgets tale er en midterregering, valgets tale er, at Støjberg er ren, valgets tale er et rødt flertal, valgets tale er et flertal mod rød blok, valgets tale er tvetunget, valgets tale er en akutplan, grøn omstilling, en infrastrukturaftale, mere fjernvarme og, at hvis noget er valgets tale, så er det, at vælgerne ønsker, at man skal prøve med en SV-regering.

Det er det samme valg, der taler.

Come on, det kan næsten int pas’.

Man lytter til valgets tale, accepterer valgets tale og vil rette sig efter valgets tale. Det siger man også. Nu skal man bare lige finde ud af, hvad man synes, valgets tale er, så man ved hvad man respekterer og accepterer.

Det er fandme til at få knopper af.

Det er satme ikke en nordjyde, der har hittet på det udtryk. Det kan det umuligt være.

Jeg nægter at tro det.

Vi er skam også demokrater heroppe og respekterer og accepterer valg og alt muligt, bare rolig, men helt ærligt. Vi har ikke tid til alt det pludder om valgets tale, vi har ting, der skal laves. Vi tæller stemmesedler, vi lægger i bunker, vi annoncerer et resultat.

Videre.

Det er maje enkelt.

Og jojo, så var der nogen i Sæby, der kom til at bytte rundt på Æ og Ø, big deal. Så er det heller ikke værre. Det er begge bogstaver i den allersidste ende af alfabetet, slap nu af.

Men så tæller vi da bare op igen. Vi tager ansvar, det ligger helt naturligt til os. Visse steder i landet ville man nok smide noget med “top of mind” eller "hånden på kogepladen” ind her, to andre udtryk, der har redet landet som en mare og helt åbentlyst heller ikke er af nordjysk oprindelse

Det kan de aldrig være. Vi nordjyder har ikke noget “top of mind”, vi husker ting og får dem ordne’, færdig. Og vi putter fandendælme heller ikke vores hænder på kogeplader og forventer ros. Hvad skulle vi dog det for? Vi er jo ikke totalidioter. Ikke at vores stærke nordjyske hænder ude fra virkeligheden ikke ville kunne holde til det, selvfølgelig ville de det.

Sagtens.

Måske alle de iskolde bureaukrathænder ovre fra salonerne kunne have brug for lidt opvarmning, men fandme da ikke nordjyske hænder, der tager fat. Produktionsdanmarkhænder.

Vi har slet ikke tid til at stå uvirksomt med hænderne på en kogeplade.

Det giver ingen mening heroppe.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste