Klumme: Vi må acceptere tæsk – og lære af det

Jeg har været så heldig og dygtig, at jeg har spillet for den klub, jeg også er kæmpe fan af. Den klub, som i min barndom og ungdom var lige så meget mit hjem som mit rigtige hjem. Den klub, som min familie i generationer også har støttet og bakket op om: AaB.

Det vil aldrig ændre sig. Jeg er sikker på, at mange aalborgensere og AaB-fans har det på samme måde som jeg. Vi skal nok rejse os igen. Spørgsmålet er bare: hvordan og hvornår?

Det værste chok og de største frustrationer har så småt lagt sig. Også selvom min lille dreng nu render rundt og siger: ”Far, jeg er AaB, og du er Silkeborg”, når vi spiller bold. Kæft, knægt!

Arbejdshandsker i stormvejr

Men livet går jo videre. Og vi må for alvor stole på og hænge vores hat på én af fodboldens største klichéer: ”Det er en proces”. Der kan også være en vis sandhed i, at man nogle gange må træde et skridt tilbage for at komme fremad. Det er godt nok et massivt og voldsomt tilbageskridt, vi er ude i her.

Vi har været tæt på at rykke ned før. Meget tæt endda. Men denne gang kunne en heldig scoring i en anden kamp ikke redde os. Så nu venter der en ny virkelighed for os. Og måske en anden selvforståelse.

Vi må acceptere, at vi er langt fra fodboldtoppen i Danmark. Vi må acceptere de verbale tæsk, vi får fra medier og andre klubber og fans. Men det kan vi også. Vi er nordjyder. Vi er hårdhudede. Vi kan godt stå sammen og tage arbejdshandskerne på. Selv i stormvejr.

Vil se en sulten gruppe

Med det in mente er jeg ikke bekymret for, at drengene kommer til at mangle opbakning, når det går løs igen. Uanset hvordan holdet kommer til at se ud. Vi, tilhængere og fans af AaB, vil være der uanset hvad.

Det, som jeg ønsker og håber, er, at vi ser nogle spillere, der er lige så stolte over at trække i AaB-trøjen, som vi er. Som vi altid har været og altid vil være. Jeg ved, hvor stolt jeg selv var, hver gang jeg tog den trøje på. Jeg ved, hvor stolt Kasper Risgård var. Jeg ved, hvor stolt Thomas Augustinussen, Rasmus Würtz, Jacob ”Taz” og Simon Bræmer var. Thomas Enevoldsen. Patrick Kristensen. Christian Christiansen. Jeppe Curth.

Jeg tvivler ikke på, at Lucas Andersen, Malthe Højholt og Theo Sander også er voldsom stolte over at repræsentere AaB. Det er de helt sikkert. Spørgsmålet er så også bare, om de spiller i AaB efter sommerferien. Jeg ved det ikke. Måske er det utopi. Jeg ønsker virkelig bare at se en gruppe af unge, sultne, ærgerrige og stolte AaB-spillere, som kommer og tager os alle med storm.

Vi SKAL rykke op

Nu har jeg ikke min daglige gang blandt talentholdene ude på Hornevej, men jeg glæder mig til at se, hvad det næste kuld af spillere har at byde på. Ikke bare fodboldmæssigt men også mentalt. AaBs nedrykning er jo held i uheld for dem. Det kan være deres mulighed for at få chancen.

Jeg ved i hvert fald, at jeg ville rydde alt på min vej for at vise, at mig kan I godt stole på. Jeg håber, at nogle af de unge spillere også har den mentalitet. At det bliver lagt mærke til og værdsat. Ellers må jeg jo tage derud og personlighedsteste dem selv.

Jeg ved i hvert fald, at den fandenivoldskhed som jeg, Risgård, Würtz, Enevoldsen osv. havde, bragte os og holdet langt. Og vi var sgu ligeglade med alder eller erfaring. Vind eller forsvind.

Presset på holdet kommer naturligvis til at være stort efter sommerferien. Vi SKAL rykke op igen. Det pres skal de unge, og de spillere, som bliver, kunne tackle. For de kommer selv til at blive tacklet. Hårdt. Af samtlige hold og spillere i Nordic bet-ligaen. Vi kommer til at være holdet, alle gerne vil drille og slå. Så vi skal tage imod, tackle hårdere. Og vinde.

Forza de Røde!