Klumme: Send de satans gæs til Lindholm
Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden
Hvad har de satans gæs nogensinde gjort for os? De satans lysbugede knortegæs, der luksus-mellemlander på Egholm, når det passer dem, hvis de sådan lige føler for det, danderer den, bidrager med nada, laller rundt på øen og fører sig frem, uha-uha, og blokerer for en ny Limfjordsforbindelse.
Helt ærligt?
Ja, jeg spørger bare.
Jeg kræver faktisk også svar, nu jeg tænker over det på edderspændt rasende vis.
For de satans fredede lysbugede knortegæs er godt igang med at ødelægge Nordjylland, som vi kender det. Jeg vidste, den var gal, bare ikke at det stod så grelt til, det indrømmer jeg.
Men det gør det.
For varer det meget længere med den forbindelse over Egholm, vil det være “en katastrofe for Nordjylland”, siger Preben Bang Henriksen fra Venstre. Han er ikke bare folketingsmedlem, han er nordjyde og vi nordjyder overdriver ikke. Det ligger ikke til os.
Og det bliver værre endnu.
- Vendsyssel ender som et nyt Lolland-Falster.
Det siger han. En udtalelse, der ligesom Søren Papes om Grønland som Afrika på is, giver folk flere steder noget at tænke over. Det har jeg gjort og det har jeg satme ikke lyst til. Det er der ingen, der har lyst til.
Det kan hurtigt blive rigtigt træls.
Og nu kommer de Radikale så satme lige pludselig og tager de satans lysbugede knortegæs’ parti og vil også have det hele udskudt. Lige midt i valget. Okay, de nævner måske ikke de lysbugede knortegæs direkte og det gør Preben Bang måske heller ikke, men alle og enhver ved at det er de gæs, der har forhalet forbindelsen med al deres fisefornemme fredethed. Dem og nogle strandtudser og sikkert også en vandsalamander af en slags.
Sofie Carsten Nielsen vil sætte Egholmforbindelsen “på pause nu, for at vi kan bruge arbejdskraften til at rulle fjernvarme ud”, siger hun.
- Lige nu og her, siger hun også.
Jeg anede ikke, man har et hold brobygningsingeniører og jord- og betonarbejdere stående midt på Egholm et sted og vente med hænderne i lommerne på forbindelsens byggestart i 2025, så isoleret set er det vel fornuftigt nok at sætte dem i sving med noget fjernvarme. Det skal jeg ikke kunne sige.
Men satme da ikke hvis Vendsyssel bliver et nyt Lolland-Falster. Nej, siger jeg.
Den går sgu ikke.
Nok er nok.
Lad os komme igang.
Og så må vi sende de satans lysbugede knortegæs et andet sted hen, hvor de kan være helårshidsige og skræppe op og falde folk i ryggen, der prøver at undgå uønskede bispeembeder eller hvad gæs nu ellers render rundt og laver. Til Lindholm, måske. Ikke Lindholm i Nordjylland, selvfølgelig, men den ø der, den nede ved Lolland-Falster, som jo allerede er en fortabt landsdel uden én eneste Limfjordsforbindelse.