Billede beskrivelse

Klumme: Okay, vi vinder, men..

Martin Pedersen skriver klummer om den aktuelle situation i AaB samt røverhistorier fra fortiden i klubben, hvor han var kendt for at give sig 100 procent i løbet af 134 officielle kampe fra 2002 til 2008.

29. august 2023 kl. 14.31

Jeg har sagt det før, og jeg siger det lige igen – hold kæft, hvor er det fedt at vinde fodboldkampe! Og må jeg lige nævne forløsningen og lettelsen ved det sene sejrsmål i Hobro.

Kønt var det ikke. Kønt har det faktisk ikke været længe, men de tre point, jublen og de vildeste, sejeste og flotteste fans kan ingen tage fra os.

Men hvorfor er spillet ikke kønnere? Jeg er med på, at ingen forventer, vi vinder 4-0 i hver kamp og spiller samba-bold fra start til slut. Til det er selv Nordic Bet-ligaen for stærk. Jeg køber også præmissen om, at man i enkelte kampe føler, at hovedet vil mere end benene. Det har vi nok alle følt i en eller anden sammenhæng.

Men jeg tillader mig også at være kritisk og forundret over det generelle niveau, AaB viser i øjeblikket. Ja, vi vinder kampene. Eller spiller i det mindste uafgjort. Og det er satme lækkert. Og vigtigt! Helt klart det vigtigste, misforstå mig ikke. Men måden vi spiller og fremstår på..

Puha. I 2-3 af kampene har det jo nærmest været mere held end forstand, at vi har fået tre eller ét point. Held lyder åndssvagt. Lad os kalde det dygtige enkeltmandspræstationer. Og her tænker jeg naturligvis og specielt på Posavec og Widell. Her kan man snakke om spillere, som er trådt i karakter.

Præstationen i Hobro var tankevækkende, synes jeg. Vi blev overløbet og overmatchet fysisk allerede fra startfløjtet. Vi var uorganiserede, tabte nærmest samtlige dueller og i den seneste hjemmekamp mod Hillerød samtidig også total idéforladte.

Glasset er måske halvt tomt lige nu. Men jeg synes godt, vi kan tillade os at have større spillemæssige forventninger til et AaB-hold i Nordic Bet-ligaen. Især dette AaB-hold. Der er noget helt off i forhold til det strukturelle og taktiske på holdet. Det holder jo ikke i længden, at modstanderne stadig kreerer så mange chancer på os, og vi forærer så meget af initiativet væk.

Og nu tager jeg også de langsigtede briller på. Lad os lege med tanken, at vi til sommer igen kan kalde os et Superligahold. Så skal der altså andre boller på suppen, for så er modstanderne igen altså mere kyniske end de er nu.

Vinderen har altid ret. Så hvad brokker jeg mig over? Man er vel nordjyde. Vi kan sgu altid finde lidt huller i osten. Og måske har jeg for store forventninger og ambitioner på holdets vegne. Måske skal vi bare være tilfredse med at vinde. Bum. Færdig.

Eller hvad tænker I? Jeg kunne efterhånden bare godt tænke mig at se en helstøbt og solid præstationen fra drengene. En kamp eller to hvor vi igen tænker, at her var vi i kontrol, og her lignede vi igen et Superligahold.

Forza de Røde!

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste