Klumme: Nej til kopi, fra bredning og sund og krinklet vig

Ovre i de landsdækkende københavnermedier er de ramt af endnu en plagiatskandale.

En medievant kulturskribent, litteraturanmelder og socialmedie-personlighed er taget på fersk gerning i at planke større tekstbidder og tyvstjæle meninger, indtryk og betragtninger, fra både hist og pist og nær og fjern og præsentere det hele som sit eget.

Anmeldelser i større aviser, klummer, opslag på Instagram og sponseret indhold, hapset og klippet sammen fra danske og udenlandske skribenter, ord for ord nuppet fra magasiner og andres arbejde, uden kildehenvisning.

En meget pinlig affære og jeg fatter simpelthen ikke, hvordan hun kan finde på det, tænker jeg, på en helt almindelig hverdagsgåtur langs Limfjordens vande. Blæsten går frisk over de her vande, fornemmer jeg, rusker dem vel nærmest op til vågen flugt, jager dem mellem de favnende strande og - hvis jeg selv skal prøve at sætte ord på det - fylder med toner hver en bugt.

Hun har haft en helt åbenlys kopivirksomhed kørende og tjent penge på det. I årevis endda. Når jeg snakker om det her med sømanden, som synger bag sit rat, på krydstogt fra Nordsø til Kattegat, og som i øvrigt ligesom jeg elsker fjordens blå humør i kuling fra Hals og til Harboør, så ryster han bare på hovedet.

Hvem gør ikke det?

For sådan noget ligger os fjernt, os herude fra virkeligheden, hvor lyset slår blik over Limfjordens vande, tindrer og ler i et stridigt spil, og - sådan vil jeg umiddelbart beskrive det - bølgerne kaster med flammende brande vikingedrømmenes hvide ild.

Plagiatisten forklarer sig med korte deadlines, en sløset, usystematisk arbejdsmetode, overspringshandlinger og en higen efter at levere som en superstjerne hver eneste gang.

Jamen, hvad havde hun regnet med? Selvfølgelig bliver hun da opdaget, før eller siden. Det giver nemt nogle snørklede sætningskonstruktioner, som stikker ud.

Det er også det, bonden på sin agerjord med blikket forynget af luft og fjord, siger til mig, da jeg render ind i ham, just præcis mens dagen står høj over Limfjordens vande, bredning og sund og krinklet vig, og Salling, Thyland og andre lande hilser hverandre med mågeskrig.

Nej, sådan ser man på den sag herude, langs Limfjordens længselssaltede vande. Her hvor jeg, hvis jeg selv skal sige det, fik fartens glød på kind. Her blev forresten med kølige stænk på min pande viet til uro mit sejlersind.

Som jeg altid har sagt.