Et af verdens største bilmærker er på vej til Aalborg
AALBORG: Bilforhandleren N.O. Jensen har skrevet under på en ny aftale, der udvider deres bilsortimentet med det elektriske bilmærke Changan Deepal.
N.O. Jensen i Aalborg bliver dermed også en af Danmarks første forhandlere af mærket.
- Changan er en af Kinas største og ældste bilproducenter, og deres indtog i Danmark er en kæmpe nyhed. Vi er derfor også meget stolte over at være blandt de første til at blive Changan Deepal-forhandler i Danmark, fortæller Christa Günther, der er direktør hos N.O. Jensen.
Hvis alt går efter planen, vil den nye elbil blive lanceret hos N.O. Jensen inden for en måned.
- Kunderne får besked om den konkrete dato, når alt er fastlagt, lyder det.
Ny elbil på de danske veje
Changan har siden 2018 været det højest rangerede, kinesiske mærke.
Sidste år producerede de knap 3 millioner biler. Senest har de lanceret to nye modeller - S05 og S07. Og det er især den første af de to, som N.O. Jensen forventer vil blive populær herhjemme.
- Med en rækkevidde på 485 km og en rummelig kabine passer Deepal S05 perfekt til det danske marked. Det er en elbil, der kommer med utrolig meget udstyr og teknologi for pengene, fortæller Christa Günther.
Hurtig vej til reservedele og service
N.O. Jensen har indgået aftalen med den danske importør, Andersen Motors A/S, som i forvejen står bag importen af Suzuki, der også er at finde hos N.O. Jensen.
- Både Changan og Andersen Motors har begge en lang historie bag sig og et godt renommé. Andersen Motors har opbygget det danske forhandlernet og reservedelslager, som gør det nemt for os forhandlere at få reservedele fra dag til dag, siger Christa Günther.
Især den hurtige adgang til reservedele er vigtig for bilforhandleren.
- Det har altid været vigtigt for os, at kunderne kan købe en ny bil og få den serviceret selv samme sted. Med et stærkt reservedelsnetværk i ryggen kan vi yde den samme hurtige og præcise service, som vi er kendt for. Det gælder også, når Changan kommer til Nordjylland.