Sparekasse udvider til Aalborg
THY/AALBORG: Sparekassen Thy rykker for første gang ind i Aalborg.
Det fortæller banken i en pressemeddelelse.
– Aalborg er en vækstby med et stærkt erhvervsliv, masser af studerende og generelt en stigende befolkning. Samtidig har vi rigtig gode erfaringer fra vores etablering i Aarhus og vores afdeling for kunder i København. Det har vist os, at der er god ræson i vores måde at drive bank på – også for kunder i de større byer, siger direktør i Sparekassen Thy, Ole Beith.
Der skal ansættes en afdelingsdirektør. Afdelingen vil kunne hjælpe med både privatøkonomi, bolig, investering og erhvervsrådgivning.
Sparekassen Thy mener, at Aalborg er klar til en ny bank. En undersøgelse viser tilsyneladende, at knap 40 procent af bankkunder i Aalborg gerne vil skifte bank.
– Vi ved altså, at mange kunder i Aalborg er klar til en ny bank. Det giver os en oplagt mulighed for at vise, at en nordvestjysk bankmodel også er attraktiv i Aalborg. Samtidig har vi allerede 1.600 eksisterende kunder og gode ambassadører i området. Dem kan vi nu tilbyde en endnu bedre og tættere betjening, siger Ole Beith.
Det fremgår ikke, hvornår filialen åbner.