Klumme: Når drømmen bliver virkelig

For en måneds tid siden hed én af mine klummer ”Mareridtet som blev virkeligt”. Vi var, for første gang i Superligaens historie, rykket ned. Vi var frustrerede. Vi var kede af det. Vi var måske også en smule vrede og såret.

Men som med ægte kærlighed, så finder man hinanden igen. Man reflekterer. Man lærer. Og så bliver man stærkere. Det er i krisetider, at man virkelig finder ud af, om fundamentet har været stærkt nok. Om vores sammenhold, fællesskab og kærlighed til klubben og hinanden kan gøre, at vi sammen rejser os igen. Vores fundament blev for alvor udsat for et jordskælv i form af nedrykningen. Men er det ødelagt? Slet ikke, tænker jeg faktisk! Og derfor går min klumme også denne gang i den modsatte retning. Den positive retning.

Selvom vi nu må acceptere, at storhedens tid ligger langt tilbage og sikkert også langt ude i fremtiden, så har jeg en forventningens glæde i mig. Jeg glæder mig til at se holdet spille igen. Jeg glæder mig til at se, hvilke unge spillere, der slipper gennem nåleøjet og forhåbentlig kommer til at tage os med storm.

Jeg håber, at spillere som Ementa, Prica, Otoa og Sander (hvis han ikke er solgt) virkelig smøger ærmerne op og får forløst deres potentiale. Det er nu, det skal være. De får ikke en større for at præstere og for at brænde (Nordicbet)ligaen af. Kan de det, gør de det, ja, så tror jeg også på, at chancen for oprykning er endnu større, og at vi står med et yngre og stærkere fundament for de kommende sæsoner. Nu skal det være. De skal frem over stepperne.

Og drop så den ydmyghed! Ja, gu faen går vores modstandere hårdt til Ementa. Så må vi gå endnu hårdere til dem. Ja, så laver vi nogle frispark i boksen (deres boks) og udenfor, men vi skal ikke kues. Respekt får vi ikke, fordi vi hedder AaB. Respekten tager vi. Jeg siger ikke, vi skal til at spille svinsk, men vi skal have noget snavs på knæene. Det gælder både til træning og i kamp.

Jeg ved vitterlig ikke, hvorfor så mange unge spillere har svært ved at slå igennem i AaB. Malte Højholt er vel undtagelsen de seneste par sæsoner. Og det er vel ikke en tilfældighed, når man ser på hans personlighed, arbejdsgiver og kvaliteter. Han minder mig faktisk om en ung Rasmus Würtz.

Men måske er kombinationen ”personlighed” og ”talent” bare blevet sværere at producere. Mange spillere har måske det ene, men mangler så det andet. Det kan bare ikke være rigtigt, at vi i AaB kan støvsuge samtlige talentfulde fodboldspillere i Nordjylland og så ikke få mere output på det. AaBs nuværende status kombineret med det øgede fokus på talentafdelingen gør forhåbentligt, at tendensen bliver vendt.

Og så håber jeg også, at de unge talentfulde spillere forstår, hvad det kræver for at slå igennem. Når jeg tænker tilbage på min ungdomstid i AaB, så var jeg hverken den hurtigste, største eller stærkeste. Jeg havde min spilforståelse og min venstre fod. Og min vilje til at ville vinde!

Og den kunne som regel høres ud over hele anlægget på Hornevej. Tiden er måske en anden nu, men som ung spiller får man ikke noget foræret. Man må selv tage det. Man skal turde stikke snotten frem og få nogen slag og vise hver dag, at man er klar til at gøre det igen. Jeg er rimelig overbevist om, at Torben Boye, Henrik ”Mini” Rasmussen og Erik Bo Andersen tænkte ”hvem faen er den lille lort – er der ikke nogen, som vil få ham til at holde kæft”, da jeg først rykkede op i Superligatruppen.

Men hey, jeg var sluppet gennem nåleøjet, og alle mine tanker og drømme hjemme på drengeværelset i Aalborg Øst var gået i opfyldelse. Nu skulle den bare ha’ fuld gas.

Nu er det på tide, vi ser andre unge, talentfulde spilleres drømme blive til virkelighed. Det er nu, de for alvor har chancen. Det er nu, DE skal give den fuld gas.

Forza de Røde!