Klumme: Kennedy Space Center opkaldt efter nordjysk busterminal
Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med nordjysk perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden
Som nordjyde bliver jeg stolt.
Andreas Mogensen i rummet, Kennedy Arkaden, Kennedy Space Center og alt det der.
Tænk at de derovre i Cape Canaveral, ovre i Florida, har valgt at opkalde deres rumcenter efter en nordjysk busterminal.
En NT-busterminal i Aalborg.
Det er altså flot. Det må vi godt sige, selvom vi er nordjyder.
For jeg skal godt nok tage meget fejl, hånden på kogepladen, hvis ikke Kennedy Space Center er navngivet som en hyldest til Kennedy Arkaden, vores helt egen arkade med busterminal und alles. Det er jo heller ikke hvilken som helst busterminal, alle kender den og selvfølgelig gør de også det ovre i NASA, det giver sig selv.
Fjernbusser, regionalbusser, bybusser, afgange til Thisted, Aars, Hjørring, you name it, flere forskellige perroner, forretninger, fitness, bio, hæveautomat, afgangsoversigt, toiletfaciliteter, den har det hele og det har man valgt at hylde i Cape Canaveral ovre i Florida, og det synes jeg helt ærligt er flot.
Det er en flot anerkendelse, det kan der næppe være to meninger om.
Ja, det er mere end det, det er enormt flot, det bliver ikke meget større og det viser hvor meget, Nordjylland fylder i det store billede, i hele verdensbilledet, faktisk. Og så er det ovenikøbet så lige det rumcenter, han bliver fyret af fra.
Det er lidt vildt.
Fylder det noget i københavnermedierne? Nej, selvfølgelig gør det ikke det, det er vel nærmest ikke nævnt nogen steder, men det er vi så vant til. De lever i deres egen boble derovre, det ved vi.
Lad os ikke hænge os i det.
Nej, lad os gå til det her med en vanlig nordjysk ydmyghed så stor, at den kan ses fra den internationale rumstation, uden pral eller anden pjatværk. Og lad os så hurtigst muligt få navngivet et eller andet efter dem derovre herovre. Som en tak, et anerkendende nik, så det ikke ender som med den der norske venskabsby, der hver jul sender Aalborg et stort juletræ, stiller det foran Burger King og så glemmer vi at sende noget den anden vej og nu er det for pinligt sent at begynde.
Nej, lad os finde noget nu og her, vi kan opkalde efter dem derovre i Florida, så de får lidt tilbage.
Noget der betyder noget, noget man kender.
Jeg er helt åben for forslag, men det kunne da f.eks. være busgraven på Kastetvej. Den kender man ude i verden, den vækker opmærksomhed overalt. Kunne den ikke fremover hedde Cape Canaveral Busgrav Center eller sådan noget?
Det synes jeg.
Det ville der ikke gå noget af os ved.
Helt ærligt.