Klumme: Jeg er familiemenneske og momsbetaler - i den rækkefølge
Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden
Jeg er totalt enig med justitsministeren.
Tabloidpressen skal overhovedet ikke blande sig i, om han som tommelfingerregel parkerer ulovligt eller ej. Han er meget vigtig, han er meget travl. Han skal slet ikke svare på rendestensjournalistik fra rendestenspressen.
Føj, siger jeg bare.
Og hvor vi nordjyder dog kender det.
Åh, hvor vi kender det.
Er det bare mig?
Alle de der historier om at vi nordjyder er de mest tilbøjelige til at få lavet sort arbejde, at momsen måske lige smutter, at vi glemmer en kvittering eller to og at undersøgelser dokumenterer det, det er simpelthen skraldespandsjournalistik, når det er allerværst.
Ja, vi er en del nordjyder, som rent faktisk prioriterer familien fremfor at lave momsregnskab i en fortravlet hverdag. Vi har simpelthen ikke tid til kvitteringer og bonner og pernittentællengryn, hvis vi også skal have et bare nogenlunde familieliv til at hænge sammen.
Og jeg vil hverken beklage eller forklare mig over for nogen som helst, for det gør alligevel ingen forskel for de historier, man gerne vil skrive.
Det er underlødighed af værste skuffe, fejl med moms eller ej.
Et journalistisk lavpunkt, ganske enkelt.
I stedet for at sidde og lave momsindberetninger og momsindbetalinger, så prioriterer vi lidt kvalitetstid til f.eks. at aflevere vores børn i institution. Men det må man måske ikke mere eller hvad? Det er rent faktisk vigtigt for os at kunne aflevere vores børn i vuggestue eller børnehave hver morgen. Vi tillader os at bilde os selv ind, at det er en – om end sølle – kompensation for alle de timer, vi ellers er væk.
Andre kender nok ikke til det, men heroppe i Produktionsdanmark, heroppe hvor man rent faktisk bestiller noget, hvor vi holder landet kørende med vigtige ting ude i virkeligheden, her har vi travlt med ting, der er vigtige.
Så må en eller anden pedantisk meromsætningsafgift altså vige.
Skal vi nordjyder da ikke overholde loven? Jo, selvfølgelig skal vi i princippet det. Ligesom alle andre skal vi selvfølgelig være opmærksomme på momslovgivningen, det er klart, og at det så ind i mellem glipper ift. at overholde den, det er selvsagt træls.
Det er det da.
Men jeg er familiemenneske og momsbetaler. I den rækkefølge. Og jeg synes, den her slags såkaldt journalistik er så langt over grænsen, som det kan komme, helt på linje med den gang, man rodede i skraldespande.
Det niveau får I for jer selv.