Klumme: I Nordjylland bruger vi UFO’er til noget
Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med nordjysk perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden
Så er det pludselig en kæmpe historie alle mulige steder, at en tidligere efterretningsofficer og nogle andre af den slags typer i USA siger, at amerikanerne opbevarer nedfaldne UFO’er og andet alienrumgrej af udenjordisk oprindelse og sånnåe.
Ham efterretningsofficeren siger, de med sikkerhed har rumfartøjer og andre “intakte og delvist intakte” beviser fra udenjordiske UFO’er og liv i rummet. Han har godt nok ikke selv set dem, men den er god nok, siger han og DR, TV2, Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten og hvad der ellers er af københavnermedier derovre i København skriver fluks, at det er en kæmpe historie, “årets største nyhed”, ja måske historiens største og jeg ved ikke hvad.
Helt ærligt.
Kom nu. Kom ud af jeres saloner.
Som om rumfartøjer af udenjordisk oprindelse skulle være noget særligt? Hvad er der specielt ved det?
Vi nordjyder, os heroppe i virkeligheden, kender fint til det med rumfartøjer og UFO’er og alt det hejs. Det er ingen overraskelse for os, vi har haft intergalaktiske rumskibe og udenjordisk teknologi længe.
Der er bare ikke nogen, der har spurgt os.
Vi går ikke rundt og pralbralrer og forstyrrer og er opmærksomhedssøgende, bare fordi vi har fået nallerne i et eller andet rumskib. Det gør vi ikke en hel masse ud af. Sådan er vi ikke heroppe, det ligger ikke til os og det er heller aldrig til at vide, hvad der er af unødvendige afgifter på sådan noget rumstads.
Men I kunne da bare have spurgt.
I må kigge indad, derovre.
Nej heroppe, når en flyvende tallerken falder ned fra rummet, så gemmer vi den ikke væk på et uproduktivt lager. Vi lader den ikke ligge passivt til ingen verdens nytte.
Vi bruger den.
Vi tager fat, vi sætter i værk.
Vi sætter ben på, finder en ledig plads på en bakke med udsigt og kalder hele molevitten for Aalborgtårnet.
Og så sætter vi i drift og sælger pommes og hotdogs og tårnhøje rejemadder og pølsemix med dyppels deroppe, og vi tager 40 kroner i entre og sådan er det.
Tænk, hvis vi bare havde ladet den ligget der og lagt. Tanken er ikke til at holde ud.
Nogen skal holde hjulene kørende her til lands og tjene de penge, I bruger derovre. Det er åbenbart vores lod og godt det samme, for vi har endnu til gode at høre om djøffere og kommunikationskonsulenter ovre i København bruge en nedfalden UFO til noget fornuftigt.
Det er ikke underligt, man på andre planeter primært interesserer sig for Produktionsdanmark, man søger sikkert noget inspiration til hjemplaneten eller hvad ved jeg. En ægte nordjysk brunsviger med flødeskum og en ægte nordjysk jødekage trækker sikkert også, det er svært at forestille sig andet.
Men det er typisk københavnermedierne slet ikke at komme ud i virkeligheden.