Klumme: I det mindste er supersygehuset nok for vådt til at brænde
Er vi nordjyder nogle værre brokhoveder?
Nogle utilfredse jammerkommoder, der bare vil finde fejl?
Det synes jeg faktisk måske, vi er lidt, sådan faktisk. Måske er det tid til at kigge indad, heroppe i det nordjyske, tage pythatten på og finde sommerhumøret frem.
Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen, thi der er åbenbart brug for, at nogen siger det med jævne mellemrum. Lad den, der selv har opført et supersygehus fuldstændigt og helt og aldeles uden den mindste lillebitte fejl, kaste den første sten.
Nej, vel?
For ja, for nylig fossede der måske 40.000 liter vand fra fejlagtigt samlede vandrør på det nye supersygehus i Aalborg, og der er noget med vand i de der elinstallationer og skimmelsvamp og mug og alt muligt, og det kan tage måneder, før vi kender omfanget.
Sådan noget kan ske.
Og ja, nu har det også vist sig, at lydisoleringen ikke helt er god nok, i hvert fald i forhold til loven og den slags. Og ja, det hele er blevet dyrere og man har lige lånt 1,2 milliarder kroner ekstra for overhovedet at kunne gøre supersygehuset færdigt. Og ja, det kommer oveni alt det der med at det er seks år forsinket, at der er vandpytter i operationsstuerne, at 36 kilometer vandrør måske skal udskiftes fordi de er fyldt med svamp, rust og bakterievækst, og der var også det med de 110 tilfælde af vandgennemtrængning, drivvåd isolering, vand i væggene, og fugt, alger og mos på facadernes måske lidt vældigt utætte murværk, som måske nok skal rives ned igen.
Brok, brok, brok.
Så er det altså heller ikke værre. Men hvis man absolut bare vil finde fejl og noget at brokke sig over, så skal det såmænd nok lykkes.
Tag nu f.eks. brandsikkerheden derude. Nu er der pludselig også noget galt med den, er der nogen, der siger, og straks brokker folk sig og skælder ud og siger at det er for dårligt, bare fordi der mangler noget brandisolering og nogle røgspjæld. Folk brokker sig, helt uden at slå tænkeren til. Det er ren autopilot.
Altså, vi har et sjaskvådt, totalt gennemblødt, gennemvædet supersygehus.
Du finder ikke en mere brandsikker bygning i kongeriget.
Nej, ind i mellem virker det til, man bare leder efter den første og den bedste ting, der er galt, og brokker løs, helt uden at have sat sig ind i hverken det ene eller det andet.
Ved vi overhovedet, om man har bestilt et vandtæt sygehus? Har man vinget den valgmulighed af? Bare lige før man skælder ud på entreprenører og hvad har vi.
Måske skal vi heller ikke være så pernitne og insistere på, at vand kun må komme ud af en vandhane. Der er mange nye måder at gøre ting på i dag. Lad os ikke hænge os i det gamle. Lad os se fremad.
Tænk lige over det, ikkås, og så op med humøret.
Det er sommer.