Billede beskrivelse

Klumme: Halvkiksede bandenavne og heldigvis for det

20. august 2024 kl. 11.00

AALBORG: Der er bandeopgør i Aalborg, og det er ikke godt.

Det er overhovedet ikke godt.

De skyder og de stikker og de slås. Det går ud over andre, det er farligt og det er forlængst gået over gevind.

Det skal stoppes.

Selvfølgelig skal det stoppes.

GT-banden og A12 hedder de to nye bander i Aalborg. Den er god nok, det hedder de. Banderne kan måske nok finde ud af at rende rundt og være kriminelle, affyre pistoler ved tankstationer på Hadsundvej, køre ind i hinanden på Skalborg Bakke, handle med stoffer, true og tæske og andre vældigt trælse påhit, men det kniber som altid gevaldigt med navne-kreativiteten.

Det ender hurtigt i noget halvkikset noget.

Heldigvis for det. Det er da et lille lys i mørket.

Vidste jeg ikke andet, havde jeg troet at GT-banden var en kæk seniorforening fra Grønlands Torv eller et bowlinghold for mellemledere med hang til gin og tonic, som allerede har nogle klare favoritkombinationer, klart, men heller ikke er blege for at prøve en ny halvdyr en, en af dem har smagt til en smagsprøveuddeling i storcenteret.

Og A12 lyder som et vitaminberiget kosttilskud, et syrnet mælkeprodukt med fordøjelsesvenlige bakteriekulturer eller en shampoo mod skæl og skadet hår. En af dem med den allerseneste, allermest nye shine-teknologi fra laboratoriet, fyldt med aktive ingredienser af naturlig oprindelse, som har givet subjektivt mærkbare resultater blandt udvalgte deltagere under en afgrænset testperiode.

Det her er absolut ikke en opfordring til, at de skal komme på bedre navne. Jeg siger heller ikke, at de nye aalborgensiske bander nødvendigvis er ringere til navngivning end de ældre af slagsen.

Overhovedet ikke.

Bandidos kunne trods alt snildt være en middelmild, ligegyldig lakrids i en pose blandet og Hells Angels emmer af solbleget klistermærke henover forruden på en sænket Honda Civic. Loyal To Familia lyder lidt som en række italiensk inspirerede fryse- og pulverprodukter fra Dr. Oetker og kalder de sig blot LTF, klinger det mere af et fagforeningsforbund indenfor levnedsmiddel- og transportområdet end gangsta.

Nej, jeg siger bare, lad os trods alt glæde os bare en lille smule over, at banderne f.eks. ikke har blik for den nordjyske ordskat. Den er slet ikke på lystavlen. De kunne havde kaldt sig noget med orksatme, tovlige, fløse, pøle eller noget andet oplagt, men de ord har vi heldigvis stadig for os selv. Der er ikke gået noget af dem.

De er ikke blevet grattet til af noget bandeværk.

Heldigvis.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste