Billede beskrivelse

Klumme: Er du den rette mand?

Martin Pedersen skriver klummer om den aktuelle situation i AaB samt røverhistorier fra fortiden i klubben, hvor han var kendt for at give sig 100 procent i løbet af 134 officielle kampe fra 2002 til 2008

12. april 2023 kl. 14.30

Uden at blive for samfundsfilosofisk så er der vel ikke noget, der kan dele vandene hos folk som politik og fodbold. Men især fodbold. Ung som gammel, høj som lav – alle har en mening, og de fleste har nu også et sted, hvor de meninger skal ytres: de sociale medier. Mig selv inklusive. Af en eller anden årsag har jeg sgu også fået en klumme på aalborg.nu, hvor mine tanker og meninger kan deles og læses af det gode, passionerede og lunefulde nordjyske folk.

Farvel til de lyse lokker

Tag ikke fejl: Jeg elsker en god debat og diskussion. Bare spørg min kæreste… Selv når jeg er enig med hende, lader jeg som om, jeg er uenig – bare for debattens skyld. Når hun så er ved at gå ud af sit gode skind eller rykke nogle af hendes lange lyse totter ud på sig selv (eller mig), så lægger jeg kortene på bordet. Eller når stædigheden har fortaget sig. Én af delene.

Jeg skal fanme vise dem

Debatten og meningerne om vores kære hold er også mange i øjeblikket. Heldigvis for det. Tænk, hvis alle var ligeglade. Kedeligt. Og endnu værre: tænk, hvis vi alle var enige. Endnu mere kedeligt. Alle på holdet og i klubben står for skud. Alle på holdet og i klubben SKAL stå for skud. Det er nærmest en præmis. Jeg er selv blevet tiljublet og buhet ad på stadion. Vores eget stadion. Og hvorfor ikke? Hvis jeg spillede ad H… til, så må folk sgu gerne buhe af mig. Også selvom det er ”mine egne”. Jeg kan huske vores anfører, Thomas Augustinussen, prøvede at stoppe det under kampen, men jeg bad ham om at droppe det:

”Bare lad dem – jeg skal fandme vise dem”.

Kærlighed frem for alt

Helt ærligt: hvis jeg ikke spillede selv dengang, ville jeg også stå bag målet og råbe og skrige, juble og buhe. Præcis som jeg gjorde indtil jeg selv løb ind på grønsværen. På banen var jeg måske også en smule konfrontatorisk. Kun en smule. Det fik både med- og modspillere at føle. Og høre. Måske også en gang imellem dommerne. Dengang var jeg ikke altid lige konstruktiv i min kommunikation, men man lærer også henad vejen. Og det er noget, jeg er meget bevidst om i dag.

Passion. Vindermentalitet. Vilje. Kært barn har mange navne. Men først og fremmest tror jeg, det handler om kærlighed. Kærlighed til vores klub.

Jeg fatter det ikke

AaB betyder rigtig meget for rigtig mange. Derfor er debatten og meningerne også interessante og relevante. Jeg slår dog et slag for, at når vi skal ytre os, så lad os gøre det sagligt og konstruktivt. Især på de sociale medier. Det er okay at være kritisk. Det er okay at være utilfreds. Det er helt okay at være uenig. Men shit, hvor er der også mange mennesker, som burde blokeres eller slettes fra de sociale medier. Profiler, hvis eneste agenda er at provokere, svine folk til eller direkte true dem. Mennesker, som gemmer sig bag falske profilbilleder og ikke tør stå frem eller debattere i en god og saglig tone. Jeg fatter det ikke.

Måske er jeg blevet sentimental

Lidt ligesom jeg ikke fatter de sensationshungrende journalister, som spørger en 18-årig målmand, hvordan han har det med, at det ikke er første gang han koster et mål. Come on mand, er standarden ikke bedre? Jeg er med på, at alderen i princippet kan være ligegyldig. Theo står, fordi han er den bedste, vi har. Men snak om at sparke til en mand (knægt), som ligger ned. Det samme med trænere, hvis sæde brænder lidt og skal forholde sig til de samme idiotiske spørgsmål om og om igen.

”Føler du, at du er den rette mand?”

”Føler du, at du har bestyrelsens og/eller holdets opbakning?”

Hvilke svar regner journalisterne helt ærligt med at få. Står de spørgsmål på side 1 i journalist-håndbogen? Det er så usagligt. Og uforstående. Måske er det bare mig. Måske er jeg bare blevet lidt sentimental og blød på mine lidt ældre dage. Spillere og trænere ved godt, de står for skud. På godt og ondt. Men vi har alle et ansvar i debatten.

Forza de Røde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste