Klumme: Endnu en velkommen upopulær beslutning
Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden
Jeg var lamslået, da jeg hørte det. Så imponeret var jeg.
Endelig kommer den reform af færgedriften, vi ansvarlige, reformhungrende reform-aficionados rastløst har sukket efter.
Tak for det.
Den her regering tager ansvarlighed til nye højder. Den her regering sikrer, at der også er et Danmark til vores børn og børnebørn. Store Bededag, halvering af kandidatuddannelserne, regeringen reformerer, den nytænker og nu har den gjort det igen. Den her regering tager upopulære beslutninger og upopulære beslutninger er præcis, hvad vi har brug for.
Hvorfor? Fordi, simpelthen fordi, og nu er det færgernes tur.
Alt for længe har vi danskere stillet os tilfredse med færger, der sejler på gammeldags manér, hele vejen fra den ene havn til den anden.
Vi nordjyder, os heroppe i virkeligheden, vi kender det.
Hele vejen fra Frederikshavn til Læsø og tilbage igen, hele den lange tur fra færgelejet i Hals og til det i Egense. Det er en forældet færgetankegang, og den skal disruptes. Skal den nu det? Ja, det skal den.
Den der ikke udvikler sig, afvikler sig.
Den der ikke reformerer sig, afreformerer sig.
Undersøgelser viser, at langt de fleste færgepassagerer, også her i Nordjylland, alligevel skal med den samme færge tilbage igen på et eller andet tidspunkt. Ved simpelthen at lade færgen vende om halvvejs og sejle direkte tilbage til afgangshavnen, kan op mod halvdelen af den samlede færgetransporttid helt undgås.
Tid der kommer til at gå direkte til dansk konkurrencekraft og produktivitet.
Er der nogle, der måske vil føle, de ikke når derhen, hvor de gerne ville? Ja, men vi kan ikke både løse klimakrisen, udvikle vores velfærdssamfund og bruge flere penge på forsvar og sikkerhed uden reformer.
Det er den virkelighed, os ude i virkeligheden, lever i.
Med et snuptag halveres antallet af uproduktive færgetimer. Det er modigt og det er det eneste ansvarlige, med mindre man ønsker et fattigere Danmark og det har vi ikke råd til.
Og det er ikke en spareøvelse, det her. Der kommer i fremtiden til at være præcis lige så mange færgeruter, og de kommer til at tage lige så mange passagerer, som i dag.
Men det bliver en mere effektiv og mere erhvervsrettet færgedrift, der sikrer, at færgepassagerne hurtigere er tilbage og til rådighed for arbejdsmarkedet. En færgereform, der styrker arbejdsudbuddet og som jeg håber, den i øvrigt uansvarlige opposition vil tage medansvar for, selvom de oftest indtager en altødelæggende nejposition, med den ene nejkavalkade efter den anden.
Nej, man skal turde træffe beslutninger, som måske er upopulære, men som på den lange bane er de rigtige for vores land.