Klumme: Det skulle have været så skidt, men så var det egentlig ok

Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med nordjysk perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden.

I dag skulle det have været.

Den skulle virkelig have haft en skalle i dag.

Uh, hvor havde jeg egentlig glædet mig til at åbne for sluserne.

Hele arsenalet var linet op.

Jeg har opsparet brok, masser af brok og en vældig trang til at komme af med det. God, solid, nordjysk brok. En uafgrænset utilfredshed med at ting, ting sådan helt generelt, bare er for ringe og hvad tænker de overhovedet på, dem der, I ved, de der ansvarlige der, de må da være helt totalt tabt og selvfølgelig er de det, det er bare så typisk. Snerren, du kan regne med. Murren, man er tryg ved. Brok ude fra virkeligheden og omegn. Det brok, man kender. Specifikt, uspecifikt, you name it, alle vrængningernes greatest hits.

Men så jeg blev hylet helt ud af den.

Virkeligheden svigtede og jeg er gevaldigt skuffet, ærligt talt.

Jamen, så var der for eksempel faktisk parkeringspladser nogenlunde der, hvor jeg gerne ville parkere. Jeg ved simpelthen ikke, hvad det ligner. Her havde jeg forberedt tordentale om den totale parkeringskrise, og at de skræmmer folk væk, de der, og at de har ødelagt midtbyen, har de, de der hoveder, med alle de der manglende pladser og at parkeringsforholdene i øvrigt er helt på Månen og forresten nok endda langt bedre deroppe, i hvert fald lige så langt væk fra noget som helst, og så står jeg tilbage med favnen fuld af spildte kræfter.

Det var lige det, der ikke måtte ske.

Og som om, det ikke var slemt nok. Nej, så var der en ensrettet vej, en rigtig tudetosset, virkelighedsfjern og trafikfjendtlig ensrettet vej, lavet af nogle djøflømler i en fin salon i et parallelunivers et sted og så viste det sig gudhjælpemig at den ved nærmere eftersyn nok egentlig gav fin mening.

Det var nok gennemtænkt nok med den, det kan jeg godt se, selvom det ærgrer mig, og jeg aldrig kommer til at indrømme det. Og bagefter var der en bus, der stoppede ved et velplaceret stoppested og nogle cyklister, der kørte forsvarligt og et medmenneske, der holdte døren og forholdet mellem pris og kvalitet i flere forretninger var sørensusme rimeligt og vejret var sådan set også ok, sådan da.

Er der noget værre end når ens affyringsparate brok tages i opløbet? Måske, men det kan ikke være meget og det her var den ene brokblokade efter den anden.

Det skulle have været så skidt, men så var det egentlig ok.

Det er næsten ikke til at holde ud.