Kloakarbejde: Nu graver de centralt torv op
Mandag 1. juli begynder Aalborg Forsyning at området omkring Nørresundby Torv op.
Det fortæller Aalborg Forsyning i en pressemeddelelse. Der skal separatkloakeres, fornys fjernvarmerør og nedgraves affaldscontainere. Arbejdet begynder i krydset ved Vesterbrogade og Brotorvet.
- Vi er selvfølgelig klar over, at gravearbejdet vil påvirke beboernes dagligdag og de trafikale forhold i området. Derfor har vi valgt at grave i sommerperioden, så vi generer beboere og pendlere mindst muligt, siger vand- og spildevandschef i Aalborg Forsyning Birthe Dilling Berg i pressemeddelelsen.
Arbejdet forventes at fortsætte til oktober 2025, så det er et projekt med lange udsigter. Efter krydset fortsætter arbejdet på Brotorvet, Torvet og Tinghusgade resten af 2024. I 2025 skal Gammel Østergade, Bryggergade, Torvegade og Skrågade graves op.
Det lyder voldsomt, men der er en mening med galskaben. Ifølge forsyningen forsøger de altid at lave flere ting på en gang, når de alligevel skal grave på.
- Til gengæld kommer vi ikke og graver igen de næste mange år. Desuden er det billigere, når vi kun skal grave én gang, hvilket jo også kommer forbrugerne til gode, siger Birthe Dilling Berg.