Kig op - kommunen har 20 anlæg og der er mange flere på vej
Når der fremover bygges nyt, skal der monteres solceller i Aalborg Kommune
AALBORG: Når den nye skole på Stigsborg Grunden i Nørresundby står klar, så bliver en større del af elforbruget i den store bygningsmasse dækket af strøm, der bliver produceret på skolens egne tagflader.
Her skal der nemlig placeres solcelleanlæg.
- Vi opererer med, at det kan dække måske 60-70 procent af elforbruget. Det der er særligt ved offentlige bygninger er, at vi har det største forbrug i dagtimerne, når solen skinner modsat derhjemme i privaten, hvor du har brug for at bruge strømmen om aftenen, når solen er gået ned, siger chefen for AK Bygninger, Peter Munk.
I forvejen er der omkring 20 anlæg på kommunale bygninger rundt i kommunen, og der er mange flere på vej. For når kommunen bygger nyt, skal solcelleanlæg være fast inventar på de fleste byggerier.
- Det er i hvert fald vores udgangspunkt, at det skal vi gøre, siger klima- og miljørådmand Per Clausen (EL).
Der er flere fordele ved selv at producere strømmen i øjeblikket med de stærkt stigende elpriser.
- Det er en ekstra god forretning lige nu at have solceller. Det kan være lidt ligesom at spekulere i aktiemarkedet, siger Peter Munk.