Kenn har set bagsiden af Thailand, så noget skal ske
Kampu-Wood og BoxTown står bag stor indsamling af tøj og andre effekter og beder Aalborgs skoler om hjælp
AALBORG: Kenn Plougman Olsen er ejer af Kampu-Wood, der importerer træ fra Thailand til produktion af blandt andet massive borde af træ fra Kampu-træet.
Firmaet ejer han sammen med sin kæreste, Ning, der stammer fra Thailand, og parret kommer regelmæssigt i Thailand i nogle af de områder i det nordlige Thailand, hvor der ikke nødvendigvis er så mange turister.
Derfor har han også oplevet et Thailand, der afviger fra de billeder, de fleste kender fra rejsebureauernes farvestrålende annoncer.
- Jeg har set ting, jeg ville ønske, jeg ikke havde set, siger han tankefuldt.
- Der findes virkelig meget fattigdom og elendighed i Thailand, som man ikke hører så meget om.
Virksomhedsejeren fra Nibe, der har show room hos BoxTown er derfor ikke i tvivl om, at han er nødt til at gøre noget, og han har derfor taget initiativ til en stor indsamling af tøj og andre ting, der kan komme befolkningen i et område cirka 300 kilometer nord for Bangkok til gode.
- Jeg har allerede aftaler med fire lokale skoler om at få det tøj, der bliver glemt, men vi vil rigtigt gerne modtage tøj, regntøj, sko, støvler, legetøj, tæpper og lignende fra alle skoler i Aalborg, siger han.
- Og vi håber skolerne og forældrene har lyst til at samle effekterne ind, siger han.
Han understreger, at projektet handler om at give noget tilbage til det, land, hvor han får træ til sin møbelproduktion fra.
- For os handler det meget om at give noget tilbage til det, land, hvor vi bruger ressourcer fra, forklarer han.
- Det sikrer vi ved at skabe arbejdspladser i Thailand, men vi kan også gøre en kæmpe forskel ved at hjælpe dem med tøj og andre fornødenheder, og vi kan også være med til at plante nye træer i stedet for de træer, vi fælder, siger han.
Hos BoxTown, der jo er kendt for at arbejde for at fremme lokal bæredygtighed, går man også ind i projektet.
Det er nemlig meningen, at det tøj og andre effekter, der bliver samlet ind, skal leveres i kasser hos Box Town, hvor det efterfølgende vil blive pakket i en 40 fods container og sendt til Thailand, hvor Kenn Plougman Olsen og hans kæreste Ning er klar til at tage imod.
- Vi har rigtigt gode kontakter, så man behøver ikke frygte, at de donerede ting ryger i de forkerte hænder og for eksempel bliver solgt på det sorte marked, siger han.
- Vi er gået ind i projektet, fordi det jo handler om bæredygtighed. Sædvanligvis er det jo lokal bæredygtighed, vi arbejder med, siger Laura Schou Vernersen, der er daglig leder af Box Town.
- Men Box Town er også klar til at udvide rammerne, og kan sagtens se et formål med at arbejde med global bæredygtighed også, siger hun.
Planen er, at der på længere sigt altid skal være en container på vej til Thailand, og derfor søger Kenn Plougmann Olsen også sponsorer, der vil være med til at betale transporten.
- Vi håber på, at projektet kan fortsætte på ubestemt tid, for behovet for tøj, regntøj og støvler stopper ikke.
- Husk på, at godt nok er der varmt i Thailand, men når en tropisk storm har revet alt, hvad man ejer væk, så mangler man alt, siger han.
Interesserede kan henvende sig via mail@kp-solutions.dk eller tage kontakt til BoxTown via deres hjemmeside .