Kendt slagter overtager Vestre Baadelaug
To kendte forretninger i Nordjylland slår snart pjalterne sammen.
Per 1. september overtager Slagter Carlsen nemlig det ikoniske spisested Restaurant Vestre Baadelaug på Lystbådehavnen i Aalborg.
- Vi glæder os simpelthen så meget, siger Casper Paulsen, der er indehaver af Slagter Carlsen.
Slagterforretningen har været leverandør til spisestedet i en årrække, så det er ikke helt fremmede, der overtager styringen.
Den nuværende ejer Nina Pichler går på pension, og Slagter Carlsen fortsætter driften som hidtil.
- Bøfsandwichen bliver selvfølgelig, og det gør det meste andet også. Men nu er vi jo slagtere, så det kan da godt være, der blandt andet kommer en lille bøf ind på menukortet, siger Casper Paulsen.
Ifølge Casper Paulsen har der været en god og positiv dialog med Sejlklubben Vestre Baadelaug, der ejer lokalerne.
- Vi får flere åbningsdage, og åbningstiderne bliver også ændret lidt. Men vi har også nogle ting i støbeskeen. Vi vil gerne have lukket terrassen af og have udbygget med en udestue. Der skal være flere pladser både inde og ude.
Mestersvend Jonas Johansen fra Slagter Carlsen bliver daglig leder i butikken, og den nuværende køkkenchef fortsætter.
- Vi vil gerne sige stor tak til Nina, som i den grad har kæmpet for, at det her kan lade sig gøre, siger Casper Paulsen.